Elektronikindustrien på vej mod bedste år siden 2015
Efter en række svære år i branchen, ser det efterhånden ud til, at elektronikindustrien er på rette vej.
De hårde år har selvsagt ikke været selvforskyldte, men har i høj grad været knyttet til først coronapandemien, komponentmanglen og krigen i Ukraine, men kurven er ved at vende.
Det fremgår af en ny analyse foretaget af DI Digital baseret på tal fra Danmarks Statistik.
Her står det klart, at produktionen i årets to første måneder er 7 procent højere end gennemsnittet i 2022. Det glæder branchedirektør for DI Digital, Rikke Zeberg.
- Det er rigtig godt, at elektronikbranchen har haft en så stor produktionsfremgang. Det ser ud til at blive branchens bedste år siden 2015. Det seneste halvandet år har branchen været ramt af udfordringer med at skaffe komponenter og mikrochips og det har selvfølgeligt haft konsekvenser for produktionsniveauet, siger Rikke Zeberg.
Netop manglen på chips og komponenter har været altoverskyggende i 2021 og 2022. Indtil 2021 fulgte en mangel på arbejdskraft med, men i kølvandet på de fortsatte forsyningsvanskeligheder gik den kurve nedad i fjor.
Men også her er udsigterne lysere end tidligere.
- Det seneste år er elektronikbranchens produktionsbegrænsninger som følge af materialemanglen faldet markant, viser analysen. Det har uden tvivl været hårde år for virksomhederne, der nu kan se frem til mere lyse tider, siger Rikke Zeberg, der henviser til EUs Chips Act:
- Chips Act'en blev for kort tid siden vedtaget, og selvom at elektronikbranchens komponentmangel ikke er akut på nuværende tidspunkt er det stadig godt, at der fortsat er fokus på at sikre europæiske og danske virksomheders adgang til mikrochips, så vi ikke ender i en lignende situation fremover. Samtidig er der også konkrete muligheder i Chips Act'en for at accelerere den danske mikrochips-industri, som branchen har gode forudsætninger for at gribe, lyder det fra Rikke Zeberg.
Branchedirektøren er selvsagt glad for den igangværende fremgang, men hun mener også, at politikerne ikke må hvile på laurbærene.
- Som næste step er det vigtigt, at vi fra politisk side i Danmark også får en strategisk snak om, hvordan vi kan hjemtage mulighederne i Chips Act’en – for det kræver en politisk og strategisk satsning, siger Rikke Zeberg.
Øvrige nedslag i analysen
Af analysen fra DI Digital fremgår det desuden, at væksten i elektronikbranchen ikke har været i samme størrelsesorden som den øvrige industri, men denne forskel tilskrives ifølge organisationen, at især medicinalindustrien har haft nogle gode år under og efter pandemien.
Elektronikindustrien har 26.000 ansatte, og det svarer til cirka 9 procent af beskæftigelsen i den samlede industri herhjemme, mens branchens 2022-salg på 59 milliarder kroner udgjorde 5,4 procent af det samlede salg i industrien.
Elektronikindustrien bemærker sig derudover ved, at 69 procent af salget kommer i form af eksport, hvor tallet for den øvrige industri er 55 procent.