Ambitiøs satsning på intelligent software
Intelligent Systems er navnet på et nyt softwarefirma, der er startet i Hadsund i Nordjylland. Firmaet specialiserer sig i software til industriel automatisering.
Intelligent Systems er en ambitiøs virksomhed som blev søsat 1. marts i år. De to grundlæggere har sat sig som mål at skabe en softwarevirksomhed, som skal være blandt verdens førende indenfor software til industriel automatisering.
- Vi vil opnå vores mål gennem at fokusere meget snævert på nogle få kunder og på et bestemt segment inden for software. Sammen med vores kunder vil vi udvikle systemer og teknologi, der vil få konkurrenternes produkter til at falme i sammenligning, fortæller direktør Niki Nicolas Grigoriou.
- Det produkt, som vi kan tilbyde, er mennesker med erfaring og kompetence inden for IT, softwareudvikling og projektledelse. Det er dygtige håndværkere, opfindere og projektledere. Vi har mange års erfaring inden for branchen og har været med til at sætte standarden hos blandt andet Dator, FKI Logistex, Capgemini og TDC, fortæller vicedirektør Frank Sørensen.
Intelligent Systems er startet af de to software-folk Niki Nicolas Grigoriou og Frank Sørensen.
De har gennem de seneste 10 år arbejdet som softwareingeniører og projektledere hos virksomheder som beskæftiger sig med industriel automatisering, software og projektledelse hos blandt andet Capgemini, FKI Logistex og Dator.
De to iværksættere mødte hinanden for knap 8 år siden hos den fremstormende softwarevirksomhed Dator, som leverede styringssoftwaren til mere end 100 industrielle anlæg verden over. Heriblandt nogle af verdens største detail- og distributionsvirksomheder som f.eks. FedEx, US Postal, Wallmart, Quelle, Deutsche Post, Levi Strauss & Co. og Triumph.
Dator blev i 2001 overtaget af FKI Logistex A/S (tidligere Crisplant A/S) og gjort til en del af FKI-koncernens verdensomspændende logistikdivision FKI Logistex.
Her var Frank og Niki i høj grad med til at definere og udvikle en række softwareprodukter, som har gjort FKI Logistex til en af verdens førende leverandører af totalløsninger for automatisk materialehåndtering.
I 2005 skiltes Frank og Nikis veje, da Niki rejste til Capgemini. Men de bevarede kontakten og blev i marts i år genforenet i Intelligent Systems.
Intelligent Systems fokuserer på software til industriel automatisering. Her bruges software i forbindelse med al automatik. Det kan f.eks. være den styring som styrer rullebånd og robotter i en fuldt automatiseret fabrik eller varehus.
Det kan også være det system som opsamler data fra vindmøller, maskiner eller køretøjer og formaterer det, så det kan bruges i virksomhedens administrative systemer eller så informationerne kan læses af mennesker.
Populært kan man sige, at det er den intelligens som ligger imellem lav-niveau styring og dataopsamling på den ene side og virksomhedens administrative systemer og brugerne på den anden side.
Intelligent Systems har haft en nem fødsel. Firmaet er i høj grad baseret på det netværk, som blev opbygget i den tid softwarefirmaet Dator stormede frem. Det netværk er nok en væsentlig grund til at Intelligent Systems fra dag et har kunnet melde alt udsolgt.
- Vi ved at vi har nogle utrolig gode muligheder for at skabe en succes, fortæller Niki Nicolas Grigoriou.
- Det er også derfor vi har taget springet og har startet virksomheden som et aktieselskab. Vi kan se mulighederne er der, og vi mener at vi har noget at tilbyde vores kunder, som de ikke kan finde i samme kvalitet andet steds. Her er vores netværk uhyre vigtigt Netværket er både med til at skabe vores kundekontakter, men udgør også den base af meget kvalificerede potentielle medarbejdere, som adskiller os fra andre nystartede virksomheder.
Kilde: Intelligent Systems. http://www.intelligentsystems.dk