KK Wind Solutions går fra plus til kæmpetab efter opkøb
Selvom seneste nyhed om Ikast-virksomheden KK Wind Solutions i indeværende spalter var en positiv af slagsen, da da overtog Vestas' konverter- og styringsforretning, så er der kommet en smule grus i maskineriet.
Selvom de i 2022 gik en smule frem på toppen til knap 2,6 milliarder, så er et overskud efter skat på 28,3 millioner kroner vekslet til et tab på 144 millioner kroner i 2022.
Det oplyser KK Wind Solutions i en pressemeddelelse.
KK Wind Solutions fortæller, at den store tilbagegang hovedsageligt hænger sammen med komponent- og materialemanglen, men at "inflationspres gennem året" og markante udgifter til opkøb også var en faktor.
- Finansielt var 2022 påvirket af de svære markedsforhold i branchen, herunder forsyningskæde-vanskeligheder og inflationspres, der resulterede i et resultat under forventningerne, siger CEO Mauricio Quintana i pressemeddelelsen.
Står stærkt fremover
Udover opkøbet af Vestas-underselskabet opkøbte KK Wind Solutions også R&D-afdelingen hos ConverterTec, og med de to opkøb er KK Wind Solutions ifølge dem selv også fordoblet i størrelse.
- Det har været en transformativt år for vores virksomhed med to store opkøb, der har fordoblet vores størrelse og cementeret vores position som en ledende konverter-producent, siger Mauricio Quintana.
Derfor er der også store forventninger til de kommende år, hvor forventningen er, at de i 2023 kommer til at omsætte for mere end 5 milliarder kroner.