HPs danske forretning vokser på top og bund
Den internationale computer- og printergigant Hewlett-Packard har godt gang i den danske forretning.
Det er tydeligt i et nyt regnskab for HPs danske forretning, hvor omsætningen går fra 1,3 til 1,6 milliarder kroner, mens bundlinjen vokser fra 13,3 til 43,2 millioner kroner.
Det danske datterselskab fungerer primært som salgskontor for HPs IT-produkter og forskellige services til offentlige og private virksomheder.
Ledelsen kalder i ledelsesberetningen året for tilfredsstillende.
"Det skyldes primært en god eksekvering af vores strategi om at fokusere mere på profitable produkter, løsninger og as-a-service-ydelser, store globale aftaler og favorable valutakurser," lyder det i ledelsesberetningen.
Trods et stærkt 2021/2022 forventer HP dog en afmatning i indeværende regnskabsår. Det skyldes coronapandemien og krigen i Ukraine med varige effekter på "global økonomi, inflation og forsyningskædevanskeligheder."
Derfor forventer de at omsætte for 1,2 til 1,4 milliarder kroner og lande et resultat før skat på 15 til 20 millioner kroner.
Regnskabsår | 2021 | 2020 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 1553 | 1260 |
Bruttofortjeneste | 200,8 | 216,3 |
Resultat af primær drift | 28,0 | 11,1 |
Resultat før skat | 37,1 | 11,6 |
Årets resultat | 43,2 | 13,3 |
Balancestatus | 838,0 | 703,2 |
Egenkapital | 221,1 | 178,0 |
Antal ansatte | 136 | 146 |
Kilde: CVR |