Krigen forstyrrer stadig forsyningskæderne
Soldaterne dør på slagmarken, og bomberne regner ned over civilbefolkningen i Ukraine. Men krigen har også konsekvenser for de globale forsyningskæder.
Faktisk forventer hele 68 pct. af en række adspurgte virksomheder i Europa, Mellemøsten og Afrika, at deres forsyningskæder vil blive forstyrret af konflikten.
Det konkluderer en rapport om de europæiske forsyningskæder, som analyseinstituttet Reuters Event har udarbejdet.
- I 2023 er krigen i Ukraine et helt afgørende spørgsmål i forhold til de europæiske forsyningskæder, skriver forfatterne og fortsætter:
- Det kommer nok ikke som en overraskelse eftersom, en del virksomheder har trukket sig ud af Rusland, samtidig med at eksporten fra selve Ukraine er hårdt ramt. Vi kan blandt andet se faldende eksport af gødning, metaller og træ til europæiske lande fra både Ukraine og Rusland.
Prisstigninger æder sig gennem kæderne
Det er langtfra kun krigshandlingerne i sig selv, som presser forsyningskæderne. Også de afledte effekter og krigens politiske konsekvenser giver problemer.
Her er det særligt energikrisen og inflationen, som virksomhederne bekymrer sig om. Mens 66 pct. mener, at deres forsyningskæder er truet af stigende energipriser og brændstofmangel, frygter 55 pct., at inflationen vil påvirke den gennerelle efterspørgsel. Flere af virksomhederne peger også på, at de højere energipriser påvirker forsyningssikkerheden og prisen for materialer.
- Energi er fundamentet under hele den globale økonomi, og når det bliver dyrere, giver det prisstigninger på tværs af hele spektret af varer. Det påvirker altså også priserne på andre varer end selve energien, og det har særligt ramt hårdt i Europa, Mellemøsten og Afrika, skriver Reuters Events i rapporten.
Og ifølge analyseinstituttet er der intet, som tyder på at inflationen er på tilbagetog. Tværtimod vil omkostningerne fortsætte med at arbejde sig gennem forsyningskæderne i de kommende år. De fleste virksomheder har nemlig allerede nået smertegrænsen for, hvad de selv kan holde til. Derfor vil omkostningerne blive skubbet videre op i kæden og bidrage til yderligere inflation.
Denne artikel er en forkortet version. Du kan læse den fulde artikel hos Electronic Supplys søstermedie SCMNews.