23948sdkhjf

Et år på posten: Greenmind-direktør har ambitioner om at mangedoble omsætning

Da Tina Høgsted Svanberg tiltrådte som ny direktør i Greenmind - som forhandler genbrugt elektronik - for snart et år siden, erkendte hun, at hun ikke havde det store kendskab til branchen. 

- Jeg glæder mig meget til at stifte bekendtskab med et for mig nyt forretningsområde og møde nye kolleger. Visionen om genanvendelse af elektronik og et mere bæredygtigt forbrug er fremtidssynet, sagde hun dengang. 

I dag har hun fået et langt større og indgående kendskab

- Det har været et sjovt, spændende og udfordrende, men også givende, år. Jeg vidste ikke meget om elektronikbranchen, da jeg startede.

- Det, der tiltrak mig ved jobbet, var hele den cirkulære forretning. Det bliver samtidig også mere relevant for hver dag, der går, for det cirkulære koncept går igen i rigtig mange brancher, siger hun i dag til Electronic Supplys søstermedie RetailNews

Langt efter modebranchen

Tina Høgsted Svanberg lægger ikke fingre imellem, når hun skal kigge på sin egen branche - og egen virksomhed. 

Elektronikbranchen er langt bagefter andre brancher, når det kommer til genanvendelsen af produkter samt den cirkulære økonomi, som følger med. 

- Jeg vil skyde på, at vi er 10 til 15 år efter eksempelvis modebranchen i forhold til genbrug. En stor del af opgaven er at sætte fokus på genbrug i elektronikbranchen, siger hun. 

Og selvom der ifølge Greenmind-direktøren er "et stort politisk fokus på bæredygtighed og klimabelastning", er det også noget, som elektronikbranchen skal tage til sig. For er der noget, som elektronik bidrager med, er det belastning på klimaregnskabet. 

- Lige præcis elektronik er en vanvittig klimasynder, men der er også tiltag, man kan gøre, understreger Tina Høgsted Svanberg. 

Gevaldig vækst

Når nu elektronikbranchen halter bagefter på genanvendelse og genbrug, ser Tina Høgsted Svanberg også et klart forbedringspotentiale hos både Greenmind og branchen generelt. Hun efterlyser blandt andet nogle branchestandarder og -mærkninger, så man kan skabe transparens og tryghed for forbrugerne. 

Samtidig lægger hun heller ikke skjul på, at ambitionerne er store for fremtiden i virksomheden. 

- Jeg tror, at vi vil opleve en acceleration i de kommende år i vores forretning. Jeg vil gerne vækste gevaldigt og mangedoble vores omsætning. 

- Forhåbentlig står vi som markedsledere i Danmark på vores område. Både på retail, online og B2B-segmentet. Jeg tror på, at virksomheder i særdeleshed også vil have fokus på at minimere deres belastning på klimaet og miljøet. Og her vil noget så simpelt som at genbruge elektronik sætte et markant aftryk, siger hun.

Se nøgletal for:
Læs mere om: genbrug elektronik
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.484