23948sdkhjf

Strækbar folie og biobaseret lim: Danskere udvikler fremtidens elektronikprint

Med tanke på klimaforandringerne skal biobaseret plast på sigt erstatte plast fra fossile kilder på en lang række områder, og det samme gør sig gældende på print-markedet.

For at sætte skub i udviklingen har 33 europæiske virksomheder, vidensinstitutter og universiteter allieret sig i projektet, der har fået navnet Biomac og har en cirkulær fremstillingsindustri på PCB-området som mål.

Det oplyser Teknologisk Institut, der er en af partnerne i projektet, i en pressemeddelelse.

Hos Teknologisk Institut er det især printpladerne, som man ser stor mulighed for at revolutionere.

– I Biomac-projektet udvikler partnerne nye biobaserede polymermaterialer baseret på nanoteknologi. På Teknologisk Institut hjælper vi virksomheder med at udnytte potentialet af printet elektronik. Her kan vi bruge de nye materialer i strækbare folier, som vi kan printe elektronikken på. Det gør det for eksempel muligt at integrere sensorer i et sleeve, der måler muskelaktivitet for at forebygge kontorskader, siger Zachary Davis, sektionsleder på Teknologisk Institut.

Store muligheder på nye markeder

Inden for printet elektronik vil partnerskabet også udvikle biobaseret lim og blæk baseret på nanokobber og nanosølv. Med de nye materialer kan Teknologisk Institut facilitere industriens innovation inden for wearables og smart products med fokus på cirkulær økonomi og grøn omstilling.

– Der er næsten ingen grænser for potentialet for printet elektronik. Fra sportstøj, der giver feedback om din performance, til sensorer der holder øje med diabetespatienters blodsukkerniveau. Eller pakkesporing der udover position også kan måle fugtighed, temperatur og rystelser. Derfor er der også mange gevinster at hente for både virksomheder og samfundet, når vi er klar med cirkulære løsninger inden for området, siger Zachary Davis.

Biomac startede i fjor, og partnerne er nu nået så langt i projektet, at de kan invitere virksomheder til at benytte deres pilotfaciliteter, og håbet er på den måde at gøre vejen til at få et biobaseret polymerprodukt på markedet kortere.

– Vores pilotfaciliteter egner sig især til SMVer, der arbejder med biobaseret polymer og nanomaterialer. Virksomhederne får adgang til et helt økosystem. Netværket af partnere kan først og fremmest hjælpe med opskalering af biomaterialekoncepter gennem pilotlinjerne. Herefter vurderer vi regulering, sikkerhed, bæredygtighed, cirkularitet og markedspotentiale i forhold til det enkelte produkt, siger Zachary James Davis.

Partnerne henviser til Biomacs hjemmeside, hvis man som virksomhed skulle være interesseret i at være med til at prøve de nye teknologier af på Teknologisk Instituts pilotfaciliteter.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083