23948sdkhjf

Automationsfirma lander rekordresultat - og nye ordrer står i kø

Gibotech oplever god efterspørgsel både fra industrien og fra hospitalerne

Det går fremragende hos automationsfirmaet Gibotech. 

Odense-virksomheden landede et overskud på 20,3 mio. kr. i 2023. Dermed slår virksomheden sidste års rekordresultat. Omsætningen er øget, og der er ansat væsentligt flere i løbet af året.

Adm. direktør Henrik Danevig-Anker er "overordentlig tilfreds" med resultatet. Samtidig fortæller han, at ordrebogen for 2024 er godt fyldt op.

- Vi har lukket flere gode ordrer, og vi har opgaver ind i 2025 og 2026. Det er både inden for industri og inden for hospitalsløsninger. Så det er dejligt at have noget af det hele. Det giver et godt fundament. 

- Inden for industrien mærker vi ikke nogen afmatning. Vi synes, at vi har nogle gode ordrer og forespørgsler fra vores store industrikunder, siger Henrik Danevig-Anker.

Fordoblet medarbejderstab

Gibotech har haft travlt med at ansætte nye medarbejdere i 2023, og nu er staben nået op på 190 medarbejdere. Det er næsten dobbelt så mange som i 2019.

- Det sætter pres på virksomheden, når vi skal sætte så mange nye folk ind i vores teknik og metoder. Så vi har været udfordret. Men vi har fået nogle dygtige folk, siger han.

Selv om Gibotech er vokset kraftigt de sidste år, så tror Henrik Danevig-Anker, at væksten vil fortsætte.

- Vi ser et stigende marked for automation, for der er mangel på hænder i industrien. Jeg tror, at vores branche vil vokse til det dobbelt i de kommende år, siger han.

Gibotech bygger automatiserede anlæg med robotter til industrien og til hospitaler. Desuden sælger virksomheden 5-aksede bearbejningsmaskiner fra italienske SCM.

- Vi har tre ben i virksomheden. Vi har gavn af, at når det ikke går så godt i industrien, så går det måske godt i hospitalssektoren, og omvendt.

- Typisk har vi industriordrer, som rækker seks måneder ud i tiden, og hospitalsordrer, som rækker 2-4 år ud i tiden, siger Henrik Danevig-Anker.

Ordrer i Tyskland og Skandinavien

Lige nu går det godt på begge områder. På hospitalsområdet har Gibotech fået flere ordrer. Det er blandt andet til tyske og skandinaviske hospitaler. Gibotech har de seneste år udført flere transportsystemer til danske hospitaler. Deriblandt et fuldautomatisk transportsystem til Nyt OUH i Odense. Det har gjort udenlandske hospitaler interesserede i firmaets løsninger.

Selv om Nyt OUH er væsentligt forsinket, og det påvirker Gibotech, så ser Henrik Danevig-Anker positivt på opgaven for Nyt OUH.

- Vi får sådan et flot hospital i Odense. Det kan virkelig vise, hvor meget man kan tænke automation ind i hospitaler, siger han. Han regner med, at Nyt OUH kan blive et godt udstillingsvindue for Gibotech.

Gibotech ejes i fællesskab af Henrik Danevig-Anker og salgsdirektør Mikkel Bjerregaard.

GIBOTECH A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 115,8 98,6 81,1
Resultat af primær drift 20,3 18,7 17,6
Resultat før skat 20,3 18,1 17,8
Årets resultat 15,7 14,1 13,9
Balancestatus 126,6 106,2 145,4
Egenkapital 38,5 32,8 28,8
Ansatte (gnsn. for året) 161 140 114
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093