23948sdkhjf

Dansk badeværelsesinteriør høster internationale priser

Priser til dansk virksomhed.

Danske Unidrain, som fremstiller afløbsarmaturer, brusenicher og andet interiør til badeværelset, har vundet to priser ved det prestigefyldte internationale awardshow iF DESIGN AWARD 2019, som blev afholdt i foråret. Priserne blev givet for en hjørnesæbehylde og en toiletbørste, som begge er en del af Unidrains nye Reframe Collection.

En Oscar-uddeling for designprodukter
Der er god grund til at være tilfredse hos Unidrain, som siden 2003 har udviklet og produceret badeværelsesinteriør. Endnu engang kan de nemlig kalde sig vindere af en af de mest fornemme designpriser i verden, iF DESIGN AWARDS. iF DESIGN AWARDS er blevet uddelt hvert år siden 1954, og har i lang tid været trendsættende på designområdet. Prisens høje status i designverdenen skyldes blandt andet den ekstremt hårde konkurrence. Hvert år bliver tusindvis af bidrag indsendt fra hele verden, og vinderne bliver kåret af en jury bestående af internationale designeksperter.

Den høje konkurrence gør naturligvis prisen endnu mere eftertragtet, og mange betragter prisen som en blåstempling af de vindende produkter. De to priser, som Unidrain blev tildelt ved årets prisuddelingsshow, lægger sig til tre andre priser, som Unidrain vandt ved iF DESIGN AWARDS henholdsvis 2018, 2016 og 2010. Dette bringer altså firmaet op på i alt fem af de eftertragtede hædersbeviser. De tidligere priser modtog Unidrain for en sæbehylde med integreret svaber, et særligt måttesystem med forbindelse til et gulvafløb og et lineært gulvafløb til brusenichen.

Funktionalitet og æstetik
iF blev grundlagt i Tyskland og bygger videre på Bauhaus-bevægelsens idealer. Kriterierne for at få tildelt en iF DESIGN AWARD er således, at produkterne er æstetiske, men samtidigt funktionelle. Dette er netop tilfældet for Unidrains toiletbørste, som har vundet i kategorien ”Bathroom accessory”. Den enkle børste er ifølge iF DESIGN AWARD en nyfortolkning af klassisk design. Børsten er - ligesom sæbehylden - fremstillet i rustfrit stål og kan fås i farverne børstet stål, poleret stål, messing, kobber og sort. I deres begrundelse for valget af toiletbørsten som prisvinder nævner juryen også, at der er tænkt meget over hygiejne i designet. Eksempelvis er børstehovedet designet med henblik på at absorbere så lidt vand og papir som muligt. Desuden er holderen forsynet med en slags ”hane”, der gør det nemt at tømme beholderen uden at komme i kontakt med bakterier.

Balancen mellem det funktionelle og æstetiske fremhæves også i beskrivelsen af sæbehylden, som har vundet i kategorien ”Bathroom fitting”. Hylden gør sig bemærket ved flere smarte features, blandt andet en skridsikret overflade, der sikrer, at sæbeflasker o.l. ikke falder ned. En innovativ løsning sikrer desuden, at hylden kan tilpasses til at sidde i hjørner, som ikke er præcist 90°.

”Danish design” hitter
Unidrains succes ved den netop overståede prisuddeling kan ses som et udtryk for den tendens, at verden er vild med dansk design. Danmark har en stolt tradition indenfor møbel- og interiørdesign, og navne som Arne Jacobsen og Børge Mogensen har været med til at gøre dansk design til en eftertragtet vare i udlandet.

Interessen for dansk design går helt tilbage til 1940’erne og 1950’erne, hvor der opstod stor efterspørgsel på de rene linjer og sofistikerede løsninger, som de danske designere arbejdede med. Arven fra fortidens store designere er at finde i meget dansk design den dag i dag, og danske møbler, smykker mode og interiør er stadig efterspurgt i store dele af verden på grund af dets konsekvente udtryk. Det er netop dette kompromisløse design, der har sikret Unidrain deres priser nummer fire og fem ved iF DESIGN AWARDS.

Næste års iF DESIGN AWARDS vil blive afholdt d. 4. maj 2020 i Berlin. Aspirerende designere kan indsende deres bidrag til konkurrencen frem til d. 27. september 2019.

Send til en kollega

0.064