Økonomi- og administrationschef til innovativ industrivirksomhed
Vil du have en central rolle i krydsfeltet mellem økonomi, administration og ledelse? Og skal det være i en innovativ virksomhed med en stærk position som foretrukken partner i industrien? Så skal du helt sikkert læse mere om denne stilling!
Industriens innovative partner
Effektivisering, energiforbrug, IT-infrastruktur og automatisering er nogle af de parametre, industrien kan skrue på for at forbedre sin konkurrenceevne på det globale marked – og det er netop inden for disse områder, at Kjærgaard A/S har sine styrker. Den tværfaglige totalleverandørs styrke er netop evnen til at kombinere standardløsninger på en ny og kreativ måde – med unikke løsninger og tilfredse kunder som resultat.
Kjærgaard A/S er en del af K7 Group, som også ejer SR Pack og Møn Maskinbyg, og til at varetage det overordnede økonomiske regnskab i alle koncernens selskaber, er vi på udkig efter en økonomi- og administrationschef. Hvis det er dig, kan du herudover se frem til følgende ansvarsområder og arbejdsopgaver:
- Drift og udvikling af økonomiafdelingen herunder personaleledelse af seks medarbejdere
- Daglig personaleledelse af økonomiafdelingen herunder udvikling, onboarding, MUS og lønsamtaler
- Drive udarbejdelse af budgetter, månedsregnskaber, forecasts, driftsøkonomiske analyser og rapportering
- Overordnet ansvar for koncernens administrative opgaver og for IT-området
- Bidrage til effektivisering samt optimere processer og forretningsgange
- Forhandling med leverandører på administrative ydelser og møder med revision
- Ansvar for løn, GDPR og momsindberetning
Du får base på kontoret i Løsning, hvor du får en central position i organisationen som tæt sparringspartner i relation til HR, administration og økonomi – både for de enkelte afdelingsledere, CFO og CEO, Per Smedegaard, som du får reference til.