B&O henter direktør i Brüel & Kjær
Om valget af Kalle Hvidt Nielsen som ny koncernchef siger B&O’s bestyrelsesformand, Jørgen Worning:- Med Kalle Hvidt Nielsen som topchef får Bang & Olufsen ikke blot en særdeles kompetent, men også en internationalt meget erfaren topchef. Det er samtidig en yderst kommercielt indstillet person, vi får for bordenden, ligesom vi får en chef, hvor den tekniske indsigt og forståelse er i top.
- Lægger man dertil de meget overbevisende økonomiske resultater, Hvidt Nielsen har skabt i de godt seks år, han har været administrerende direktør for Brüel & Kjær, må jeg sige, at vi i bestyrelsen føler os sikre på, at han også i Bang & Olufsen vil kunne bidrage positivt til den nødvendige fremgang - ikke kun på det strategiske område, men qua hans erfaring også inden for såvel afsætning som forskning og udvikling, der alle er områder, han med succes har haft ansvar for i sine hidtidige job.
Selv betragter Kalle Hvidt Nielsen sit nye job som meget udfordrende.
- Jeg hører til de danskere, der altid har opfattet Bang & Olufsen som værende i en kategori for sig selv - en af de virksomheder, eller måske snarere et af de ikoner, vi danskere er både stolte af og glade for at støde på rundt omkring i verden, siger Kalle Hvidt Nielsen og fortsætter:
- For mig er det at skulle stå i spidsen for netop Bang & Olufsen en fantastisk spændende udfordring. Af natur er jeg en udpræget holdspiller, så jeg glæder mig utroligt meget til nu at skulle udvikle denne unikke virksomhed sammen med de mange kreative og professionelle kolleger herhjemme og i udlandet.
- Det potentiale, som Bang & Olufsen-brandet indeholder, er helt unikt - og det skal vi naturligvis forstå at udnytte endnu bedre over hele verden. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes, siger Kalle Hvidt Nielsen.
Efter sin tiltrædelse vil Kalle Hvidt Nielsen sammen med bestyrelsen sammensætte den direktion, der i de kommende år skal bringe Bang & Olufsen videre i sin globale udvikling.