Danmark taber i konkurrenceevne
Danmark er strøget ned af listen over verdens mest konkurrencedygtige økonomier. Sidste års 8. plads er byttet ud med en rangering som nummer 12.
For blot fire år siden blev vi vurderet som verdens tredjemest konkurrencedygtige nation i rapporten, der måler konkurrencedygtighed blandt 144 lande.
- Danmark bliver hurtigt overhalet i disse år, og rapporten påpeger, at Danmark står over for en akut udfordring med at styrke uddannelsesniveauet hos danskerne i de kommende år. Samtidig halter tilliden til det politiske system og dets evne til at agere under krisen – hvilket gør kommunikationen med den almindelige dansker endnu mere vigtig, siger centerchef Hanne Shapiro fra Teknologisk Institut, der stå bag den danske del af rapporten.
Svagere end primære handelspartnere
I opgørelsen fra World Economic Forum vurderes Danmark nu som værende en mindre konkurrencedygtig økonomi end en række af vores primære handelspartnere, nemlig Tyskland, Sverige, USA, Storbritannien og Holland.
Danmark ligger dårligst, når det kommer til markedsstørrelse, adgang til finansiering og størrelsen af de offentlige underskud og gæld. Ifølge chefkonsulent Allan Sørensen fra DI gør den svækkede konkurrenceevne det svært for danske virksomheder at tage eksportordrer hjem, og samtidig bliver det vanskeligere at fastholde og tiltrække investeringer til Danmark. Han peger på, at det er begrænset adgang til finansiering og et højt skattetryk, der giver os problemer med at trække gang i investeringerne.
- Det er en bremse for jobskabelsen, når små virksomheder, der pludselig får en god idé, ikke kan låne pengene til at føre det ud i livet. Det er med til at holde væksten nede og forhindrer dermed at flere kommer i arbejde, siger Allan Sørensen.
Hanne Shapiro siger:
- Det nok mest bekymrende er den negative vurdering af vores evne til at tiltrække internationale investeringer og internationalt samspil om teknologioverførsel – for det er afgørende for, at vi kan komme ud på de nye markeder, og det er afgørende for videnopbygning og innovation i en langt mere globaliseret verden og dermed også for jobskabelsen – og det vi skal leve af i fremtiden. Man skal læse sådanne undersøgelser med eftertanke, men netop fordi vi er midt i en proces, hvor kursen stikkes ud for dansk innovationspolitik, er der grund til at lytte til budskaberne i tallene.
Også styrkepositioner
Blandt de 144 nationer, der er blevet sammenlignet, har Danmark trods alt nogle styrker.
- Vi har blandt andet en relativ velfungerende infrastruktur, fravær af korruption, fleksibelt arbejdsmarked og et erhvervsliv med god etisk opførsel. Det danske samfund er velfungerende på en lang række punkter, men vi er for dyre, og det er en stor udfordring for danske virksomheder, konstaterer DI’s chefkonsulent.
Derfor må og skal det danske omkostningsniveau også være mere konkurrencedygtigt, mener han:
- Det skal kunne betale sig at drive virksomhed i Danmark, ellers taber vi kampen om ordrerne og arbejdspladserne, advarer Allan Sørensen.
Læs mere og find rapporten på www.teknologisk.dk