23948sdkhjf

Store muligheder i stigende forsvarsbudgetter

Udenlandske våbenproducenter leder efter danske underleverandører i metalindustrien. Men det tager tid for danske virksomheder at blive en del forsvarsindustrien.

FORSVAR: Telefonerne har ringet væsentligt mere hos branceforeningen Dansk Industri Forsvar og Sikkerhed den seneste måned, end det var tilfældet for et år siden. Med Ruslands invasion af Ukraine og med den danske og mange andre vestlige landes udmeldinger om, at forsvarsbudgetterne bliver markant højere de kommende år, er der stor interesse fra både danske virksomheder, som gerne vil ind i branchen og fra udenlandske våbenproducenter, der gerne vil finde samarbejdspartnere i Danmark.

- Det er jo et paradigmeskifte, siger forsvars- og sikkerhedspolitisk chef i Dansk Industri, Joachim Finkielman.

For selvom stigende forsvarsbudgetter har været undervejs længe, så er der ingen tvivl om, at de vestlige lande har fået øjnene op for, at det nu er nødvendigt at "betale forsikringspolicen".

Stor interesse

Joachim Finkielman og hans kolleger har fået mange henvendelser fra danske virksomheder på det seneste. Deriblandt er der en del virksomheder fra metalindustrien, som gerne vil levere til forsvaret og til forsvarsindustrien.

- Vi har f.eks. fået henvendelser fra tandhjulsfabrikker, som er interesserede i at levere tandhjul til kampvogne, forklarer chefen for forsvar og sikkerhed i DI.

Han fremhæver flere eksempler på danske virksomheder i metalindustrien, som i de seneste år er blevet leverandører til forsvarsindustrien. Et af de gode eksempler er maskinfabrikken Rival, som man kan læse mere om i dette nummer af Jern og Maskinindustrien.

Et andet er Hydrema i Støvring, som producerer entreprenørmaskiner, men som i dag også fokus på forvaret og leverer bl.a. mineryddere og maskiner til ingeniørtropper.

- De begyndte jo med civile maskiner og køretøjer. I dag er det blevet en kæmpe eksportsucces, siger Joachim Finkielman, som fremhæver, at danske virksomheder i bl.a. metalindstrien er utroligt dygtige indenfor nogle små nicher.

Industrisamarbejde

Men Dansk Industri får ikke kun henvendelser fra danske virksomheder, som gerne vil være en del af forsvarsindustrien. Store udenlandske våbenproducenter som BAE-systems og Lockhead Martin besøger også Danmark i disse måneder med henblik på at finde danske samarbejdspartnere og underleverandører. For når det danske forsvar skal ud og købe våben for mange milliarder de kommende år, så har de store udenlandske våbenproducenter brug for samarbejdspartnere i Danmark. De kan nemlig pålægges et industrisamarbejde med danske virksomheder. Det hed tidligere modkøbsaftaler.

Muligheder i udlandet

Danmark er ikke det eneste land, der hæver forsvarsbudgettet. Det samme gælder f.eks. Tyskland, Frankrig, UK og USA. Derfor er der også muligheder for at komme ind på disse markeder, hvad enten man leverer et færdigt produkt eller som de fleste danske virksomheder er underleverandører til forsvarsindustrien. 80 procent af den danske forsvarsindustri er eksport, og der omsættes i dag for omkring 4 mia. kr. årligt.

Ikke et nemt marked

Trods de voldsomt øgede forsvarsbudgetter, skal man som potentiel underleverandør til forsvarsindustrien indstille sig på, at det tager lang tid, inden man for alvor er inde i varmen.

- Det er ikke et nemt marked at komme ind på. Man skal certificeres og sikkerhedsgodkendes, forklarer Joachim Finkielman om en branche, hvor det er vigtigt, at man kender hinanden godt og er hundrede procent sikre på kvaliteten af produktet. For i sidste ende kan det handle om liv og død. Men når man først er inde i branchen, så er der gode muligheder for at bide sig fast ud udvide sin forretning.

- Den her branche shopper ikke rundt, siger Joachim Finkielman, som opfordrer virksomheder i metalindustrien til at tage kontakt til DI Forsvar og Sikkerhed, hvis man vil have hjælp til at komme ind som leverandør til forsvarsindustrien.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109