23948sdkhjf

Iværksættervirksomhed flytter ind hos BHE

LED-virksomheden Neoline rider videre på succesbølgen og starter om kort tid en produktion op hos BHE A/S i Horsens.
For knap et år siden bekendtgjorde de to iværksættere bag Neoline, Peder G. Pedersen og Dennis S. Hansen, at de var parate til at flytte produktionen fra Kina og hjem til Danmark.

Om kort tid starter LED-virksomheden så sin egen produktion op hos BHE A/S i Horsens.

- Vi bliver en fabrik i fabrikken hos BHE. Det kommer til at foregå sådan, at vi forhandler priserne hjem og så køber vi rørene af dem. På den måde slipper vi for at skulle investere millioner af kroner i maskiner, mens vi sikrer arbejde til en 10-20 mand hos BHE, forklarer Peder G. Pedersen.

"Made in Denmark" rykker
Plasten til rørene leveres af PrimoPlast, mens aluminiumsprofilerne kommer fra Hydro. I det hele taget ligger det Neoline meget på sinde ikke bare at producere i Danmark men også at støtte danske underleverandører.

Og det skyldes ikke udelukkende filantropiske motiver,

- Der sker bare noget, når der står ”Made in Denmark” på rørene. Folk ved, at kvaliteten så er i orden. Og prisen kommer til at ligge nogenlunde å det samme, for aluminium og de andre råmaterialer koster jo det samme over hele verden. Montagetiden er minimal, så den smule, vi kan spare i lønninger ved at producere i Kina, bliver ædt op af told, moms, kvalitetskontroller og en masse andet administration, påpeger Peder G. Pedersen.

Kan blive rigtig stort
Han glæder sig over udviklingen i firmaet, som i øjeblikket kører test i Øresundstunnellen i en aftale, man er meget tæt på at indgå. Det samme er tilfældet med ”en stor spiller” på det engelske marked, som vil have Neoline til at lave private label for dem.

Ifølge Peder G. Pedersen har Neoline næsten 100.000 rør i pipeline og efterspørgslen er voksende, ligesom kundelisten efterhånden også har vokset sig omfattende og gælder kendte og store navne som Grundfos, Danfoss, Lego, Bang & Olufsen, Bisca, Færch Plast, Aarhus Universitet, Linak, Biomar, Tulip, Jyske Bank og Polar Seafood.

- Det kan blive rigtig stort, det er der ingen tvivl om. Vi har ikke rigtigt nogen konkurrenter på markedet, som kan det samme, og hverken Philips eller Osram er i stand til en levere en løsning, der giver samme mængde af lys. Så det ser helt sikkert rigtigt godt ud, lyder det forventningsfuldt fra Peder G. Pedersen.

Han regner med, at produktionen hos BHE A/S er klar til at starte op efter sommerferien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063