Fem år uden produktivitetsfremgang
I de sidste fem år har vi ikke haft vækst i arbejdsproduktiviteten i de private markedsorienterede erhverv. Vi skal udover nulpunktet, for at styrke konkurrenceevnen, vurderer DI.
Så som helhed har der ikke været vækst i produktiviteten såvel i de såkaldte markedsmæssige erhverv og i økonomien som helhed. Og det er problematisk, mener DI’s chefkonsulent Allan Sørensen.
Afgørende for vækst og konkurrenceevne
- Det er afgørende for væksten i dansk økonomi og for vores konkurrenceevne, at vi over en længere årrække formår at løfte væksten i produktiviteten. I en situation med en svindende arbejdsstyrke er produktivitet vejen til vækst og velstand i Danmark, slår Allan Sørensen fast.
Han peger på, at den danske produktivitet over en længere periode har været aftagende.
- Og selv de seneste års udsving som følge af konjunkturerne ændrer ikke på indtrykket af en svag danske produktivitetsudvikling, forklarer DI’s chefkonsulent.
Bagude i forhold til udlandet
Danmark har ifølge ham helt klart et problem med væksten i produktiviteten. Både i forhold til tidligere tider, men endnu værre også i forhold til udlandet. Kun Belgien og Italien har haft en svagere produktivitetsvækst over de seneste 10 år.
De fleste lande har oplevet en faldende vækst i produktiviteten over de seneste 30-40 år, men over de seneste 10-15 år har den danske produktivitet udviklet sig langsommere end i udlandet – også selv om de nyeste tal fra 2010 inkluderes.
Krisen fik mange virksomheder til at sætte et stort fokus på at trimme omkostningerne og styrke produktiviteten.
- Det er en glædelig udvikling men bare ikke nok, fordi det netop skal ses i lyset af en lang periode med forringelser af konkurrenceevnen, lyder det fra DI’s chefkonsulent.
Kilde: Dansk Industri - http://www.di.dk