23948sdkhjf

Forventninger til dansk vareeksport fastholdes

Det samlede billede er en generel afmatning i eksporten, hvor eksporten til Vesteuropa står stille, men markederne udenfor Europa sikrer dansk eksport en samlet, beskeden vækst.
Danmarks vareeksport ventes i 2011 at stige med 10,9 % og i 2012 med 3,8 % i løbende priser. Dermed fastholdes forventningerne til væksten i 2011 og 2012.

Eksportudsigten for november bekræfter således vurderingen fra august, der forudså, at væksten ville være aftagende i den resterende del af 2011 og ind i 2012.

Særligt i den sidste del af 2011 og første halvår 2012 er der tale om en begrænset vækst på kun godt ½ % per halvår i løbende priser. Der er dog udsigt til en noget kraftigere vækst i andet halvår 2012 på omkring 5½ % i forhold til første halvår 2012.

Vigtigt at satse på vækstmarkederne
- Eksportudsigten bekræfter virkelig, at Danmark står over for store udfordringer i de kommende år. De europæiske nærmarkeder er nærmest i dvale, mens vækstmarkederne i Asien og Latinamerika suser af sted. Det understreger hvor vigtigt det er, at vi satser på vækstmarkederne, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr.

Hun fremhæver, at regeringen netop har afsat ekstra 50 mio. kr. over de næste to år til indsatsen, og hun forventer at kunne præsentere BRIK-strategierne sammen med erhvervs- og vækstministeren til februar.

Lavere forventninger for Vesteuropa
Udenrigsministeriets Eksportudsigt er en fremskrivning af væksten i den danske vareeksport på baggrund af en analyse af de 80 største danske eksportmarkeder.

Ifølge fremskrivningen vil den kommende tids vækst blive meget ujævnt fordelt på regioner. Mens eksporten i 2012 har udsigt til at fastholde tocifrede vækstrater til Nordøstasien, ASEAN og Sydasien, og også præstere tæt på 10 % til Rusland, Nordafrika/Mellemøsten og Latinamerika, så ser udsigterne markant negative ud for eksporten til især Vesteuropa.

Der forventes nu kun en vækst til Vesteuropa på 0,3 % i 2012, hvor forventningen i Eksportudsigten i august var 1,2 % og i maj var 4,3 %. Udsigterne for eksporten til Nordamerika ser lidt mere positive ud, men er også nedjusteret til en vækst på 6,1 % i 2011 og 5,1 % i 2012.

God start sikrer godt dansk 2011
Det fremgår af Eksportudsigten, at 2011 ser ud til at blive et relativt godt eksportår for Danmark. Dette skyldes imidlertid væksten i begyndelsen af året, som fandt sted inden den økonomiske og finansielle uro tog til hen over sommeren 2011.

I årets første tre kvartaler nåede vareeksporten dermed et niveau 11,5 % højere end de første tre kvartaler 2010, og væksten i hele 2011 forventes at blive 10,9 % i forhold til 2010. Denne vækst er trukket især af de store markeder i Vesteuropa, som i 2011 forventes at vise en stigning på i alt 9,6 %, hvor forventningen i august var 9,2 %.

- Eksportudsigten forudsætter, at den aktuelle usikkerhed omkring gældssituationen i euro-området ikke udvikler sig til en egentlig finansiel krise. Skulle dette alligevel blive tilfældet, kan effekterne for dansk eksport blive af samme størrelse som efter Lehman Brothers konkurs, som førte til et fald på ca. 20 % i dansk eksport. I stedet forudsættes en generel afmatning af den økonomiske vækst, særligt i Vesteuropa, som medfører en relativt svag vækst i dansk eksport, siger Jacob Warburg, der er cheføkonom i Udenrigsministeriet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093