23948sdkhjf

Nu kører robot-rådgivningen med virtual reality

Coronakrisen har gjort det svært for industrien at handle sammen. Fabrikker er enten blevet lukket ned eller afskærmet for besøg.

Dette har Gain & Co, uvildige rådgivere indenfor robotter og automatisering, fundet en løsning på.

Når firmaets rådgivere fremover skal på fabriksbesøg for at rådgive om robotter, foregår det hjemmefra med et par virtual reality-briller på hovedet. Produktionsvirksomhedernes eget personale går rundt på fabrikkerne med et 360-graders kamera og livestreamer video af omgivelserne til rådgiveren.

- Vores arbejde er enormt afhængigt af, at vi kan være til stede hos de produktionsvirksomheder, vi rådgiver. Uden tiltag som dette ville vi ikke kunne hjælpe virksomhederne med at realisere deres planer for at automatisere – hvilket der er mere brug for nu end nogensinde, siger administrerende direktør for Gain & Co, Søren Peters.

Svært at erstatte fysisk tilstedeværelse
Udfordringen ved Coronakrisen er ifølge Søren Peters, at vi er så vant til at omgås fysisk – ikke mindst i industrien.  

En robotrådgiver har eksempelvis brug for at inspicere de fabriksanlæg, der skal automatiseres. Dette arbejde kræver et stort visuelt overblik over ikke kun anlæg, men også omgivelser.

- Vi oplever tit i vores daglige arbejde, at kunderne overser områder i produktionen med et stort potentiale for robotter. Derfor er det nødvendigt for os at kunne kigge andre steder på fabrikken, end de viser os, og spørge ind på de rette tidspunkter, siger rådgiver og robotingeniør hos Gain & Co Mikkel Viager og tilføjer:

- Dette ville ikke kunne lade sig gøre med en normal videosamtale. Det kræver live-video i 360 grader for at fungere.

Virtuelle besøg holder gang i hjulene
Flere virksomheder afventer allerede virtuelle besøg på deres fabrikker i den kommende tid. En af disse erSiemens Gamesa, der håber at kunne automatisere produktionen af vindmøllevinger yderligere på flere af deres fabrikker rundt om i verden.

- Det er vigtigt for os ufortrødent at kunne fortsætte produktionen og vores tiltag for at automatisere den – også under Coronakrisen. Derfor er tiltag som virtuelle fabriksbesøg, der mindsker smitterisikoen og holder gang i hjulene, enormt vigtige lige nu, siger global chef for fabriksudstyr hos Siemens Gamesa, Claus Lindberg Nielsen

Gain & Co er uvildige rådgivere i robotter og automatisering. De har hovedkvarter i København og hjælper industrivirksomheder på tværs af tre kontinenter med at automatisere produktionen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093