23948sdkhjf

Googles datacenterbyggeri er genåbnet efter corona-tilfælde

Medarbejdere på Googles kæmpe byggeri af et datacenter i Fredericia har genoptaget deres arbejde. Byggepladsen med omkring 1.000 bygningsarbejdere har været lukket, efter at en medarbejder var blevet testet positiv for corona-virus.

Det oplyser kommunikationschefen hos Google i Danmark, Jesper Vangkilde, over for Fagbladet 3F.

- Byggepladsen blev lukket ned i tre dage, for at der kunne gennemføres en dybdegående rengøring. Pladsen genåbnede 16. marts med en lang række forholdsregler, skriver kommunikationschefen i en skriftlig kommentar.

Ifølge Google blev den tyske storentreprenør Exyte, der står for opførslen af Googles store datahaller mellem Taulov og Fredericia, onsdag 11. marts orienteret om en medarbejder på milliardbyggeriet var smittet med coronavirus.

Fredag 13. marts ønskede Google i Danmark ikke sige noget som helst om situationen eller oplyse til Fagbladet 3F, hvilke foranstaltninger, der ville blive taget på det 46.000 kvadratmeter store og 4,5 milliarder kroner dyre byggeri.

Men nu oplyser Google, at virksomheden blandt andet har indført disse fire forholdsregler på den store byggeplads med både danske og mange udenlandske medarbejdere:

Personer, der har været i områder med høj risiko, er i selvisolation.
Personale ankommer i en forskudt tidsplan for at undgå samlinger af et stort antal mennesker.
Alle får målt deres temperatur, inden de kommer ind.
Møder holdes til et minimum og har en række sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger.

- Alle medarbejdere er blevet informeret om situationen og sikkerhedsforanstaltningerne. Vi overvåger løbende situationen tæt sammen med de ansvarlige sundhedsmyndigheder og vil tage yderligere nødvendige skridt, skriver kommunikationschef Jesper Vangkilde i den skriftlige kommentar og betegner udtalelsen som en fælles udtalelse fra Google og Exyte.

Den lokale 3F-afdeling i Fredericia har fået mange henvendelser fra medlemmer og virksomheder, fordi de er nervøse for situationen med corona på den store byggeplads.

- Det er rigtigt fint, hvis der er blevet gjort meget grundigt rent på byggepladsen i weekenden. Men det er dybt kritisabelt, at Google og Exyte ikke straks skred ind, da de blev orienteret om corona-smitten på byggepladsen. De burde være mere proaktive og udvise et større ansvar. Jeg vil opfordre dem til at spille med åbne kort og efter reglerne, siger Flemming Sejr Bernhard Rasmussen, byggeformand hos 3F Fredericia.

Google i Danmark ønsker ikke at oplyse, hvilken nationalitet den smittede arbejder har.

- Personen, der testede positiv, er i selvisolation og er i øvrigt uden symptomer og ved godt helbred. Sikkerheden for alle arbejdere på stedet er højeste prioritet for os, skriver kommunikationschef Jesper Vangskilde.

Kommunikationschefen hos tyske storentreprenør Exyte, Adriana Williams, har ikke reageret på Fagbladet 3F’s henvendelse.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078