23948sdkhjf

DI om overenskomst: Vi blev mødt med høje forventninger

Efter et døgns uafbrudte afsluttende forhandlinger blev DI og CO-industri i går, søndag den 9. februar, enige om en treårig fornyelse af Industriens Overenskomster. Ifølge DI’s adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, har parterne indgået en ansvarlig overenskomst med fokus på tryghed, fleksibilitet og konkurrencekraft, skriver DI i en pressemeddelelse.

- Det her forlig er resultatet af benhårde forhandlinger. Vi er blevet mødt med høje forventninger fra lønmodtagersiden. Omvendt har vi insisteret på, at vi ikke må sætte virksomhedernes konkurrencekraft over styr. Den balance, synes jeg, vi har skabt grundlaget for med aftalen her, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Med den nye aftale ændres reglerne for forældreorlov. Perioden, hvor arbejdsgiveren betaler fuld løn under orlov, udvides fra i alt 13 uger til 16 uger. Heraf øremærkes de otte af ugerne til faderen.

- Vi har aftalt en temmelig markant ændring af barselsreglerne, så fædrene fremover får øremærket otte ugers forældrelov med løn – altså tre uger mere end i dag. Dermed tør jeg godt sige, at vi som arbejdsmarkedets parter følger med tiden og tager vores del af ansvaret for, at vi får en mere ligelig fordeling af orloven, siger Lars Sandahl Sørensen.

Fritvalgsbidrag øget
Blandt andre nye elementer i aftalen er, at det såkaldte fritvalgsbidrag hæves fra 4 til 7 procent i løbet af overenskomstperioden. Det giver den enkelte medarbejder større fleksibilitet til selv at vælge mellem frihed, løn eller større pensionsopsparing. Samtidig er parterne enige om at sikre en modernisering og større synlighed om Fritvalgs Lønkontoen og de muligheder, den giver. Og så skal overenskomstperioden bruges på at gøre Fritvalgs Lønkontoen enkel at håndtere for både medarbejdere og virksomheder.

- Aftalen giver en højere betaling til den del af lønnen, der kommer som indbetalinger på Fritvalgs Lønkontoen – penge, som medarbejderne kan vælge at omsætte direkte til løn, frihed eller pension. Til gengæld har vi været meget optaget af at synliggøre både nytten og værdien af kontoen. Nøgleordene er lidt mere tryghed for medarbejderne – og lidt mere fleksibilitet for arbejdsgiverne, siger DI-direktøren.

Bedre pensionsdækning
På en række punkter styrker overenskomsten vilkårene for medarbejdere, der trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Pensionsordningen udvides, så den også dækker de helt unge lærlinge og elever. De medarbejdere, der vælger at fortsætte med at arbejde efter folkepensionsalderen, kan vælge at få pensionsbidraget udbetalt som løn.

- Overenskomsten giver bedre pensionsdækning til de helt unge medarbejdere. Samtidig får de mange ældre, der bliver i job efter folkepensionsalderen, mulighed for i stedet at få pensionsbidraget udbetalt som løn. Jeg er også glad for at kunne fortælle, at vi er blevet enige om at styrke efteruddannelsesmulighederne for opsagte medarbejdere. Det har selvfølgelig også stor betydning for os som arbejdsgivere, at medarbejderne kommer godt videre til et nyt job, siger Lars Sandahl Sørensen.

Industriens Overenskomst og Industriens Funktionæroverenskomst fungerer som gennembrudsoverenskomster på mindstelønsområdet, og overenskomsterne dækker godt 6.000 virksomheder og 230.000 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.126