23948sdkhjf

Robot til byggeriet: - Vi vejrer morgenluft på alle parametre

Med kompliceret software har Odense-virksomheden Odico skabt en robotløsning, der kan revolutionere den konservative byggebranche. I hvert fald hvis man skal tro medstifter og direktør Anders Bundsgaard. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Odico har udviklet en robot, der kan skære støbeforme til byggeriet, og som i sin medfølgende container kan placeres direkte på landets byggepladser. Her kan bygningsarbejdere betjene robotten ved hjælp af en iPad og uden kendskab til programmering, og hos Odico mener man, at den nye løsning kan gøre nutidigt betonbyggeri sjovere at kigge på.

- Bygninger, der er bygget for 100 år siden, er langt mere interessante end det, der er blevet bygget i nyere tid. Byggerierne er blevet for Gellerup-agtige, hvor alt er ens, siger Anders Bundsgaard, medstifter og direktør i Odico.

Konservativ branche varmer op

Odicos robotter sætter ifølge Fyens Stiftstidende arkitekterne fri ved at gøre det billigere og hurtigere at lave komplicerede støbeforme, og dermed kan vægge, søjler og trapper gøres mere interessante uden voldsomme ekstraomkostninger.

- Vi har løsninger, der kan tilfredsstille arkitekters vilde drømme, men når arkitekterne sælger deres projekt til en bygherre, er omkostninger en designparameter. Når bygherren går til entreprenøren, får de at vide, at hvis en væg ikke er krum men lige, kan de bygge inden for budgettet. Så bliver væggen ikke krum. I det spil er det svært at komme ind med ny teknologi, hvis entreprenøren ikke vil bruge det, siger Anders Bundsgaard.

Med prestigebyggeriet Fjordenhus i Vejle har Odense-virksomheden fået skabt et svendestykke, den kan profilere sig på, og ifølge Anders Bundsgaard er det bare begyndelsen. Den konservative byggebranche er nemlig begyndt at røre på sig.

- Vi har en lang række services, som byggebranchen langsomt er begyndt at tage til sig. Men branchen lider også under at være mere konservativ end den danske folkekirke. "Så længe naboen ikke gør noget, behøver jeg ikke gøre noget" er den udbredte opfattelse. Det fortæller alt om, hvad det er for et marked, vi prøver at komme ind på, men der er begyndt at ske noget, og vi er begyndt at få forespørgsler. Vi vejrer absolut morgenluft på alle parametre, fortsætter Anders Bundsgaard.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074