23948sdkhjf

Robotfryser skal holde styr på vores gener

Forskere fra SDU er i gang med at udvikle en robotfryser, som skal sikre, at patienternes gener ikke roder rundt på bunden af en kummefryser eller ender i forkerte hænder.

Blodprøver, der bliver væk eller må tages om, fordi blodet ikke har været opbevaret under den rigtige temperatur. Problemer med at finde prøven i fryseren, og en fryser som konstant iser til. Hospitalernes laboratorier har mange problemer, men et nyt robotsystem skal nu få styr på det.

- Behovet for at have et intelligent system, som holder styr på det voksende antal blod-, vævs- og celleprøver er nødvendigt. Medicin, som er skræddersyet den enkelte patient, bliver stadig mere udbredt. Det betyder, at der er et stigende behov for at kende den enkeltes gener og til stadighed at kunne hente prøverne frem, siger lektor Ulrik Pagh Schultz fra SDU Software Engineering.

Han står sammen med sin kollega, lektor Marco Kuhrmann, bag projektet: Fremtidens Fryserenhed. Projektet har modtaget 16 mio. kr. fra Innovationsfonden til at udvikle en fuldautomatisk robotfryser, som kan holde styr på alle prøverne.

Chip er med til at højne patientsikkerheden
Personlig medicin bliver allerede anvendt inden for enkelte områder, men i fremtiden vil patienter få en medicin, som tager udgangspunkt i den enkeltes unikke genprofil. Det betyder, at alle på sigt vil have biologisk materiale liggende på hospitalet, som læger kan analysere, hvis vi bliver syge.

- Systemet højner patientsikkerheden, fordi der sættes en lille chip i prøven, hvor det blandt andet kodes ind, hvilke medarbejdere prøven kan udleveres til. Samtidig lagrer fryserens computersystem alle data omkring de forskellige prøver på en ensartet måde, siger Ulrik Pagh Schultz.

Robotter kan også holde styr på medicinen
På mange hospitaler bliver patienternes biologiske materialer opbevaret i store centrale frysesystemer, men rundt om på laboratorier og klinikker er det små frysere, som prøverne opbevares i.

- Det har været vigtigt for os, at vores intelligente frysesystem er så kompakt, at det kan stå i et almindeligt laboratorium. Fysisk minder det om en forstørret version af fryseren, man har stående derhjemme, men man kan ikke bare åbne fryseren. Den skal betjenes via displayet på skærmen og finder selv den prøve frem, som lægen eller forskeren ønsker, siger Ulrik Pagh Schultz.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062