23948sdkhjf

Robotklynge fortsætter væksten

Nye virksomheder og flere medarbejdere kom til i 2016 hos den fynske robotklynge

Det viser en undersøgelse, som Odense Robotics har bestilt hos A&B Analyse. Godt 85 procent af virksomhederne i robotklyngen har deltaget i undersøgelsen.

Væksten er fortsat
Da Electronic Supply tog temperaturen på Odense Robotics i spetember 2016 var det også tydeligt, at robotklyngen havde vokseværk.  

Ved præsentationen i maj 2015 talte Odense Robotics 60 robotvirksomheder med 1.800 medarbejdere i og omkring Odense.

I september 2016 var det så vokset til over 80 virksomheder med mere end 2.200 ansatte.

Læs mere: Så meget er Odenses robotklynge vokset

Ifølge undersøgelsen er antallet af virksomheder i klyngen steget med 22 til 102 i løbet af 2016. Samtidig estimeres det, at antallet af medarbejdere er steget med 400 til cirka 2.600. De eksakte tal for medarbejderne kommer dog først fra Danmarks Statistik senere på året.

- Det er virkelig positivt, at robotklyngen vokser og beskæftiger stadig flere odenseanere og fynboer. Væksten i antallet af virksomheder og ansatte sætter en tyk streg under robotklyngens position som centrum for robotteknologi. Det sikrer Odense og Fyn en platform internationalt, som er med til understrege Odenses position som en af de førende inden for de nye teknologier, siger Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel.

En af de nye virksomheder i klyngen, som er rykket til Odense i løbet af 2016, er den tyske koncern Schunk.

Schunk er en familieejet virksomhed med mere end 2.700 ansatte verden over. Koncernen har otte fabrikker, 30 datterselskaber samt forhandlere i mere end 50 lande. Etableringen af den nye afdeling i Forskerparken er blandt andet et resultat af Invest in Odenses indsats for at tiltrække virksomheder til byen.

- Odense var et naturligt sted for os at slå os ned. Der er et virkeligt stærkt miljø omkring robot- og automationsbranchen på Fyn. Og vi er blevet taget rigtig godt imod her, siger general manager i Schunk Per Martens, der har oplevet det helt unødvendigt at skulle forklare sig for sine tyske kollegaer, når det gælder virksomhedens nye domicil:

- De tyskere jeg jævnligt taler med i vores koncern er ikke i tvivl om, hvad Odense er, og det fortæller noget om den position, Odense har indtaget på Europakortet, når det handler om robotter og automation.

Indstiller man kikkerten mod en lidt fjernere horisont, er der også grund til stor optimisme for Odense og Fyn. Ved udgangen af 2016 forventede virksomhederne i Odense Robotics således gennemsnitligt en vækst i omsætningen på 40-50 procent frem mod 2019. Antallet af medarbejdere forventes ligeledes at stige med helt op til 25 procent i 2018 og 60 procent i 2020.

Og der er for alvor nogle hurtigløbere blandt de robot- og automationsvirksomheder, der har base på Fyn. Ifølge Odense Robotics’ undersøgelse forventer 20 procent af virksomhederne en vækst i omsætningen på mere end 80 procent over de kommende to år.

Hos virksomheden Egatec har man for alvor mærket væksttendensen. Siden januar 2016 er syv nye folk således flyttet ind på kontoret, der nu tæller 24 mand. En vækst på hele 41 procent.

Og direktør Mads Nychel har fortsat en ambitiøs vækstplan:

- Væksten i vores virksomhed er hjulpet rigtig godt på vej af vores beliggenhed i Odense, og den fynske robotklynge er i høj grad med til at understøtte væksten. Vores ønsker og behov bliver forstærket, når klyngen står bag. Vi har fået sat ting på dagsordenen ikke bare lokalpolitisk, men også nationalt – og ikke mindst i den direkte dialog med uddannelsesinstitutionerne. Vi har også for fremtiden en ambitiøs vækstplan, som betyder, at vi de kommende år forventer at vokse i samme tempo, som det har været tilfældet i det forgangne år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078