Uduelig - Dum - Fyret
Klumme: Det der bliver sagt til en fyring handler som regel ikke om den fyrede. Det handler om de undskyldninger, lederen kommer med for at være fri for at se egne fejl i øjnene.
Lad mig fortælle dig historien om min datter, som blev fyret fra sit fritidsjob hos Aldi og mine refleksioner over hvad der bliver sagt, når vi bliver fyret
Min datter havde tidligere haft en leder, som fik tilbudt at blive ansvarlig for en anden butik, som han takkede ja tak til. En del af personalet valgte at følge ham. Min datter blev, da den geografiske placering passede hende bedre i den butik, hvor hun var.
Den nye leder ville gerne have sine venner og familie ind i butikken, så det passede fint, at der var ledige stillinger. Når de nye tog deres rygepauser, så satte lederen min datter i gang med forskellige opgaver. Hun synes ikke, at det var fair. Kommunikationen ændrede sig fra en venlig tone til ordrer, som kommanderende blev råbt gennem butikken.
Min datter er en indadvendt type, som ikke kæfter op. I stedet går hun hjem og brokker sig til mor. Det næste var, at hun med kort varsel blev bedt om at blive til flere luk, som tit kolliderede med private aftaler. Det var vist på tide, at finde et nyt job, hvilket hun godt var klar over, men aldrig fik gjort. Én dag, efter hun i et stykke tid havde taget en del lukkevagter i weekenderne, og hun var på vej hjem, kaldte lederen hende ind på kontoret.
Han havde brug for fleksible medarbejdere og hun var ikke særlig dygtig, på trods af, at hun var den hurtigste i kassen og tit sagde kunderne, at hun lyste op som en lille sol med sit smil og søde stemme. Til sidst afsluttede lederen lige snakken med, at hun ikke skulle tage det personligt. En fyring som han havde brugt 20 minutter af hendes fritid på.
Tror du lige, at hun var rystet? Ja, det var hun. Tror du, at hun sagde noget? Nej, hun sagde ikke noget, for hun vidste ikke, hvad hun skulle sige. Tror du, at hun bagefter ringede til mor, græd i telefonen og følte sig uretfærdigt behandlet? Ja, det gjorde hun.
Jeg var klar til at ringe til lederen og spørge, hvad intention var med at fyre en person på den måde? Hvilke aftryk han selv mente, han havde sat og hvordan han troede, at det ville påvirke hende næste gang, at hun skulle ud og søge job? Jeg kontaktede ham ikke, men tænk hvad det ville have givet lederen af indsigt?
Det havde været så let, at fyre på en anstændig måde ved at sige, at hun gjorde et godt stykke arbejde og at han havde brug for en medarbejder, som kunne være der længere tid.
Min første indskydelse, var, at med hans uddannelsesniveau og livserfaring, så kunne man vel ikke forvente andet. Når jeg kigger tilbage på mine egne og andres fyringer, så går det op for mig, at det intet har på sig og at det er en temmelig arrogant udtalelse, indrømmet. For lige præcis i den situation bliver der fra lederne sagt helt uhyrlige ting, for ubevidst at dække over egne fejltrin.
Jeg var som forholdsvis ny medarbejder med til at fyre en kvinde, som havde været ansat i over 20 år. Hendes måde at arbejde var for længst passé og ingen havde på noget tidspunkt opgraderet hende. Hun blev fyret med det argument, at hun var for langsom.
Jeg har i mange år arbejdet med salg, marketing og PR i B2B tekniske virksomheder og kender udfordringen med at medarbejdere og ledere med de tekniske indsigter ikke orker at tale med de kommercielle, fordi de føler, at det er spild af deres tid. De fatter jo alligevel intet.
Det paradoksale er, at dem som er ansat til at formidle oftest ikke har en teknisk baggrund, men en formidler baggrund. Det er derfor, de er dybt afhængig af, at de tekniske kapaciteter vil bruge tid på dem. Argumenterne bliver, at der set i bakspejlet har været for mange sproglige rettelser, på trods af at medarbejderne har fået stor anerkendelse.
En medarbejder stillede sig altid til rådighed ved overarbejde. På et tidspunkt gik det op for hans ledere, hvor meget de udbetalte. Han blev fyret med det argument, at han havde for meget overarbejde.
Folk bliver fyret, fordi der ikke er blevet forventningsafstemt omkring deres måde at håndtere arbejdsopgaver og når irritationen fra lederne over egne mangler er store at de ikke længere kan skjules under gulvtæppet.
Lad mig høre hvad du har fået skudt i skoene, da du blev fyret, så du tabte kæben og tænkte, hvorfor har de ikke fyret mig noget før, hvis jeg er så uduelig?
Fortæl mig hvordan du tror, det påvirker, når du får skudt i skoene, at du ikke længere er god til det, du hidtil var god til?
Fortæl mig hvad du synes ville være hensigtsmæssigt at sige ved en fyring?
Min holdning er, at som leder har du ansvar for, at dine medarbejdere trives også den dag de forlader holdet.
Som leder har du retten til at hyre og fyre - fakta er om du formår at balancere begge dele.
Lene Fischermann udvikler teams gennem teamcoaching, coaching, workshops og foredrag.
Hun har en ledelsesmæssigbaggrund fra salg og marketing i B2B virksomheder, og er uddannet som certificeret NLP Practioner Master samt certificeret Mindjuice Master coach i teamcoaching, kraftfuld kommunikation og i Enneagrammet, uddannet konfliktcoach og mægler samt Mindfulness Practioner. tuning8people.dk
Hun har en ledelsesmæssigbaggrund fra salg og marketing i B2B virksomheder, og er uddannet som certificeret NLP Practioner Master samt certificeret Mindjuice Master coach i teamcoaching, kraftfuld kommunikation og i Enneagrammet, uddannet konfliktcoach og mægler samt Mindfulness Practioner. tuning8people.dk