Investorer klar til at slukke lyset for lampekomet
Hesalight skal betale 570 millioner kroner tilbage efter brud på låneaftale.
Virksomheden skal nemlig inden for kort tid sende et lån på 570 millioner kroner tilbage til sine investorer. Der skriver Jyllands-Postens erhvervsmedie, finans.dk.
Det er Hesalights investorer, der kræver beløbet tilbagebetalt. Hvis ikke selskabet finder pengene inden for ti dage, risikerer det at blive erklæret konkurs.
Væsentlige brud på obligationsaftalen
- Der har over de seneste måneder været et forløb, hvor obligationsinvestorerne har arbejdet med selskabet for at få mere indsigt i en række forhold.
- Desværre må vi konstatere, at der er væsentlige brud på obligationsaftalen, lyder det i en udtalelse fra investorerne.
Gruppen af investorer tæller blandt andre store spillere som Pensam, PensionDanmark og Danske Capital.
- Jeg skal lige overskue, hvad fanden der foregår
Hesalights direktør, Lars Nørholt, afviser at kommentere kravet over for finans.dk.
- Det kender jeg ikke noget til. Så det har jeg ingen kommentar til, siger han.
Over for TV2 er Lars Nørholt ligeledes fåmælt. Han ønsker ikke at udtale sig om, hvorvidt Hesalight kan undgå en konkurs efter investorernes krav om tilbagebetaling.
- Jeg skal lige overskue, hvad fanden der foregår. Det kommer som en overraskelse, det er min eneste kommentar, siger Lars Nørholt til TV2.
Nye regnskaber tegnede et helt andet billede
Hesalight har tidligere været i vælten, fordi selskabet har bogført trecifrede millionoverskud, mens pengene ifølge finans.dk er fosset ud af foretagendet.
Derfor krævede Erhvervsstyrelsen nye regnskaber i maj i år, ligesom styrelsen truede med at opløse Hesalight ved tvang.
De nyreviderede regnskaber viste, at lampefirmaets økonomiske tilstand var skrantende.
/ritzau/