23948sdkhjf

Mangedobling giver iværksætterfirma bedste resultat til dato

2operate takker de nordeuropæiske kunder for det syv år gamle selskabs hidtil bedste resultat.

Den netop offentliggjorte 2015/16-årsrapport vidner om en fornuftig udvikling hos Aalborg-firmaet. På bundlinjen står der 2 millioner kroner, hvor der sidste år var et plus på 347.000 kroner.

Overskuddet bygger på et bruttoresultat på 4,6 millioner kroner og skyldes primært de nuværende nordeuropæiske kunder, skriver selskabet, der udvikler og sælger software til fejlfinding i mobilnetværk og satellitkommunikation, i en pressemeddelelse. Fremgangen har også givet plads til ekstra folk - to nye softwareudviklere er det blevet til - i et år, hvor personaleomkostningerne derfor er vokset til 1,15 million kroner fra 454.000 kroner.

- Det har været et meget tilfredsstillende år for 2operate. Vi er kommet endnu tættere på vore kunder i Skandinavien og Baltikum, mens vi har øget udvikling af hovedproduktet. Samtidig har vi haft fokus på at komme ud, hvor telebranchen er i større vækst end den er herhjemme. Vi forventer allerede i det kommende år at bevæge os uden for Europa, udtaler direktør Christian Ingerslev Sørensen.

Mere konkret bliver selskabets udfordring nu at etablere sig på attraktive vækstmarkeder i blandt andet Afrika og USA.

På vej i den danske rumindustri

I det forgangne år var 2operate projektleder for et større projekt under European Space Agency, hvor man blandt andet kiggede på mulighederne for anvendelse af satellit-netværk til internet-of-things. I projektet, der blev afsluttet kort før regnskabsåret afslutning, medvirkede desuden Thales Alenia Space fra Spanien og Tele Greenland.

Projektet, der er det tredje udviklingsprojekt 2operate tager del i, forventes at være startskuddet til at virksomheden fremover vil være en aktiv spiller i den danske rumindustri.

2operate har desuden færdiggjort version 3.0 af hovedproduktet 2solve, som blev præsenteret på Mobile World Congress i Barcelona i februar. Denne version udnytter Big Data-teknologi til at opnå bedre svartider på meget store mobilnetværk. Efterfølgende har man i august frigivet version 3.1.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078