23948sdkhjf

Maritime droner skal skabe eksportsucces

Nyskabende teknologi for automatisk landing med droner skal sælge danske droner i udlandet. Virksomheden bag, Little Smart Things, får millioner fra Innovationsfonden til at videreudvikle teknologien.
Den danske drone-producent Little Smart Things skal sammen med DTU Space og Aalborg Universitet videreudvikle en drone, som kan lande fuldautomatisk og præcist på bevægelige mål, fx et dæk på et skib.

Little Smart Things har base i Nexø på Bornholm og blev stiftet i januar 2013. På bare halvandet år har virksomheden udviklet dronen Cumulus One, som er det tekniske fundament for projektet.

Innovationsfonden går med i samarbejdet med en finansiering af fem ud af det toårige projekts totalt 8,5 mio. kroner.

Bedre end uddannede dronepiloter
- Projektet er specielt, fordi det kobler højt specialiseret viden på tværs af universiteter, og kombineret med Little Smart Things’ droner, skaber det helt nye muligheder. Maritim brug af droner har længe været et område uden effektive civile løsninger, men det kan vi lave om på med dette projekt, fortæller Esben Nielsen, direktør i Little Smart Things.

Målet er at gøre en drone på under to kilo i stand til at lande på et meget lille område, der er i bevægelse. Cumulus One kræver ingen landingsbane, men kan lave en vertikal nedstigning. Kombineres det med avanceret GPS-teknologi og et nytænkt navigationssystem, vil det blive muligt at fuldautomatisere skibslanding på meget små arealer og med høj præcision. Indtil nu har det selv for særligt uddannede dronepiloter været for svært at lande droner sikkert på mindre skibe i fart. Den nye dronen kan dermed bruges på mindre civile fartøjer som handelsskibe, redningsskibe og andre skibe uden helikopterdæk eller andre landingsfaciliteter.

Overvågning af pirater, olie og is
Dronens har stort potentiale i en række maritime situationer. Eksempelvis indenfor søredning, is-rekognoscering, piratadvarsel, fiskeriinspektion og i miljøindsatsen på havet med overvågning af olieudslip. Alt sammen opgaver, som der i dag hvert år bruges millioner af kroner på at løse med traditionelle fartøjer herhjemme og i udlandet.

- Samarbejdet med Innovationsfonden gør det muligt for os at bringe Danmark i front indenfor fuldautomatiske droner og landing på bevægelige mål. Det gør, at det maritime erhverv for alvor får et redskab i dronen, som kan gøre en forskel, siger direktør i Little Smart Things, Esben Nielsen, der forudser, at denne drone-teknologi bliver en eksportsucces for Danmark.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078