Danske firmaer vil give kinesere rent vand
Danske vandrensningsspecialister kæmper mod store franske konkurrenter om at komme ind på det kinesiske marked for vandforsyning.
Syv vand-firmaer har netop deltaget i et vand-seminar i Beijing og set på vandforsyningsanlæg og rensningsanlæg, og kineserne har vist interesse for de vand-managementsystemer, som de danske firmaer kan tilbyde samt det samarbejde, som enkelte firmaer tilbyder for at levere relativt komplette løsninger.
To af de danske firmaer, Watertech og Seven Technologies, har i flere lande samarbejdet om softwareteknologi og konsulentarbejde for at lave vand-management, og den samarbejdsmodel vakte stor kinesisk interesse på seminaret, hvor der var topfolk fra den kinesiske vandadministration.
- Seminaret viste, at det giver god mening, at flere firmaer går sammen for at levere pakkeløsninger. Men kineserne venter i mange tilfælde også en finansiel løsning, og hér kommer danske firmaer ofte til kort, fordi de ikke er store nok, siger sektorekspert inden for miljø og energi på den danske ambassade i Beijing, Jes B. Christensen.