EMS'er klipper snoren til 11.400 nye kvadratmeter
Det er ingen hemmelighed, at Bo Lybæk og GPV er i gang med at udvide produktionskapaciteten, og nu har de officielt indviet de nye omgivelser i Sri Lanka, der åbnede tidligere på året.
EMS'eren med hovedsæde i Vejle kunne onsdag klippe snoren til den nye fabrik på 11.400 kvadratmeter.
- Vi er glade for at fejre åbningen og indvielsen af vores fabrik i Sri Lanka. Fabrikken er endnu et strategisk skridt mod at udvikle vores operationelle fodaftryk. Den nye fabrik er en state-of-the-art-produktionsfacilitet, som møder vores kunders efterspørgsel ved at producere komplekse elektroniske løsninger, og indtil videre har driften kørt gnidningsfrit, udtaler Bo Lybæk i en pressemeddelelse.
Fabrikken har været i drift siden juli, men det er først nu, at GPV fejrer den store åbningsfest. Fejringen bød på underholdning og forfriskninger efterfulgt af en tur rundt på de nye faciliteter og sluttet af med en middag.
- Vi har set frem til åbningen af vores nye produktionsfaciliteter, og vi er stolte af at vise vores gæster de nye faciliteter. Jeg vil gerne takke alle, der har været involveret i byggeprocessen og bidraget til at installere udstyret i den nye fabrik, udtaler Chandana Dissanayake, direktør for GPV Electronics LK, som det Sri Lankanske datterselskab hedder, i pressemeddelelsen.