23948sdkhjf

Nordjysk robotvirksomhed låner 225 millioner: Det går pengene til

Den nordjyske iværksættervirksomhed Turf Tank A/S har på få år mangedoblet antallet af både kunder og ansatte.

Så langt så godt for virksomheden, der producerer og udlejer verdens første robot til at tegne streger på sportsbaner med.

Men når kunderne ikke køber, men lejer robotterne, så kommer betalingen i kassen hen over lejeperioden - og ikke på én gang, som hvis kunderne købte hver deres robot.

Abonnementsmodellen er god for antallet af kunder, men stiller større krav til størrelsen af driftskapitalen end den salgsmodel, som Turf Tank har forladt.

Derfor har Turf Tank lånt 225 millioner kroner af Artha Kapitalforvaltning, skriver Nordjyske.

- At Artha Kapitalforvaltning stiller 225 millioner kroner i lånekapital til rådighed for os er et kæmpe kvalitetsstempel og et udtryk for en stor tro på det, vi laver. Det er generelt et svært marked at rejse penge i, siger Mikkel Jacobsen, der er administrerende direktør og medejer i Turf Tank i en pressemeddelelse.

Brug for penge

Lånet fra Artha skal bruges til to ting.

For det første til at indfri to eksisterende lån.

For det andet til at finansiere den fortsatte vækst, hvor Turf Tank er på vej ind på det canadiske marked.

Lånet falder tilsyneladende på et tørt sted.

Turf Tank blev i regnskabsåret 2022 ramt af et underskud efter skat på 44 millioner kroner. Tabet bringer selskabets egenkapital ned på 306.000 kroner.

Sidste års underskud var ifølge den udsendte pressemeddelelse "forventet".

Mikkel Jacobsen forventer sorte tal på bundlinjen i år.

Væksten vil især komme fra det engelske og nordamerikanske marked.

- Her er efterspørgslen efter opstregningsrobotter særlig stor, siger Mikkel Jacobsen.

Det fremgår ikke af den udsendte pressemeddelelse hvilke vilkår, Artha har ydet det store lån på.

Iværksætteride

Historien om Turf Tank begyndte med de to skolekammerater Andreas Ydesen og Anders Ulrik Sørensen, der udviklede en smart idé til en GPS-styret robot til opstregning af sportsbaner.

I 2019 blev de to stiftere købt ud af ejerkredsen.

Den nordjyske serieinvestor Jacob Risgaard var en overgang medejer i Turf Tank, men han solgte sine aktier i 2021.

For et år siden blev virksomheden tilført 145 millioner kroner, der blev rejst i samarbejde med Vækstfonden, Danske Bank og Danmarks Eksportkredit.

I dag er Turf Tank ejet af Mikkel Jacobsen, der har en fortid som direktør i den nordjyske virksomhed Carsoe, og af Johnny Lauersen, der er kendt som stifter af Bilbasen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079