Herdis Christiansen takker af efter 42 år i branchen
Herdis Christiansen, intern sælger hos MTO electric a/s, afslutter i år en imponerende karriere, der strækker sig tilbage til 1982. Den 20. december markerer afslutningen på en æra, når Herdis efter mere end 40 år i el-komponentbranchen går på velfortjent pension.
Herdis begyndte sin karriere i 1982 og er uddannet korrespondent i tysk. Med flere merkonomfag og kurser inden for el-produkter har hun skabt sig en særlig plads i branchen som en af de mest vidende profiler. Hendes store produktkendskab og dedikation har gjort hende til en vigtig sparringspartner for både kunder og kolleger.
Inden hun blev en del af MTO electric, arbejdede Herdis i 28 år hos demex electric a/s i Herning – en virksomhed, som MTO electric senere udsprang fra. Da demex blev opkøbt af kk-electronic og skiftede navn til Elogic, valgte Herdis i 2011 at tage næste skridt i sin karriere hos MTO.
”Da min daværende arbejdsplads Elogic flyttede til Vejle, blev Mads og jeg enige om, at jeg lige så godt kunne starte hos MTO electric, når jeg alligevel fik langt til arbejde,” fortæller Herdis, der har base i Herning.
Nye muligheder i vente
I sine 14 år hos MTO electric har Herdis haft en fast plads i den interne salgsafdeling, hvor hun har håndteret ordrer og rådgivet kunder. Tiden hos MTO electric har været præget af stærke kollegiale relationer og positive oplevelser:
"Jeg har haft 14 fantastiske år på en dejlig arbejdsplads med gode kolleger og en positiv ånd, som jeg håber og tror også er synlig for både kunder og leverandører. Hvis man, som jeg, trives med frihed under ansvar, er det en af de store fordele hos MTO electric. Mads og Michael tager hånd om hver enkelt medarbejder, og MTO er gode til at fejre, når der er noget at fejre."
Fremover glæder Herdis sig til at bruge mere tid med sine børn og børnebørn samt til sine mange interesser, der blandt andet tæller dans, cykling, yoga og læsning.
En tak til kunder og samarbejdspartnere
Herdis sender en kærlig hilsen til de mange kunder og leverandører, hun har samarbejdet med gennem årene:
"Jeg vil gerne takke for mange gode samtaler gennem tiden. Nogle få af jer har jeg jo haft kontakt med siden 1982, hvor jeg startede i branchen!"
En stor tak fra MTO electric
Kolleger og ledelsen hos MTO electric a/s ønsker Herdis alt det bedste i hendes otium og udtrykker stor taknemmelighed for hendes indsats:
“Herdis har været en skattet medarbejder og kollega, der altid er kommet med et smil på arbejde. Herdis har ydet en stor indsats for at hjælpe kunder med at finde de rigtige løsninger, og hun tog sin mangeårige produktviden med sig til MTO electric, hvor hun særligt med Telux-omskifterne har haft en stor viden at øse af. Som kollega har hun altid været støttende for kollegaerne og været med til at skabe en god ånd i MTO electric,” siger direktør Mads A. Velbæk.