Så nærmer deadline sig: Hvem skal have royal eksporthæder?
Har dit udenlandske datterselskab, din agent eller distributør, excelleret i at udbrede danske løsninger internationalt og dermed fortjener et royalt skulderklap?
Når de danske virksomheder erobrer eksportmarkederne med bæredygtige, innovative løsninger af høj kvalitet, sætter det ikke bare vores lille land godt og grundigt på verdenskortet. Det bidrager også til vores vækst og velfærd. Derfor er der god grund til at hylde alle danske eksportvirksomheder. Men nogle eksportindsatser er så ekstraordinære, at de fortjener et ekstra skulderklap.
Det skulderklap uddeler Kongehuset, Danish Export Association og Udenrigsministeriet med eksportprisen HRH Crown Prince Frederik International Business Awards, der i 2023 uddeles for fjerde gang.
Prisen uddeles i tre kategorier; Business Excellence, Green Solutions og Export Achievements. Fælles for kategorierne er, at modtagerne skal have præsteret en vis økonomisk gennemslagskraft på eksportmarkederne eller på særligt succesfuld vis have penetreret nye markeder med løsninger eller produkter, der taler ind i den grønne omstilling.
Grønne løsninger til hele verden
Sidste års prismodtagere var tre udenlandske datterselskaber til danske virksomheder i form af Novo Nordisk i Frankrig, Troldtekt i Tyskland og Copenhagen Offshore Partners i Korea. Prismodtagerne blev belønnet for et storstilet projekt med genanvendelse af injektionspenne, fokus på cirkulær økonomi og bæredygtighed i byggeriet samt indsatsen for at udbrede danske havvindprojekter i Østasien.
Udover udenlandske datterselskaber kan også agenter og distributører for de danske virksomheder modtage den royale hæder.
Sidste chance for indstillinger
Indtil videre har ni virksomheder, agenter og distributører modtaget den ærefulde pris, og processen med at finde de næste tre prismodtagere er i fuld gang. Indstillingerne tikker ind, men der er plads til flere dygtige kandidater i feltet, og der er endnu tid til at indstille virksomheder, agenter eller distributører inden deadline 24. marts.
Alle kan indstille kandidater, og en jury bestående af Kronprins Frederik og topledere fra seks danske eksportvirksomheder, beslutter hvem der bliver årets prismodtagere, der hyldes ved et eksklusivt arrangement på Amalienborg 25. august.
Prismodtagerne får en statuette, et diplom og retten til at bruge awardens navn i deres markedsføring.
Der er deadline for nomineringer 24. marts.
Læs mere om den royale award og find indstillingsskemaer her.