Fagfolk strømmede til rustfrit stålteknikseminar
70 travle fagfolk fra industrien rev en hel dag ud af kalenderen for at blive klogere på rustfrie ståltyper, svejsning og efterbehandling hos Lemvigh-Müller
Der er stor interesse for viden om svejsning og efterbehandling af rustfrie materialer på et højt fagligt niveau i de danske industrivirksomheder. Det blev understreget, da Lemvigh-Müller tidligere i september kunne samle tæt ved 70 fagfolk til et heldagsseminar med den nyeste viden inden for området.
”Det kræver indhold af høj klasse at få så mange travle industrifolk til at rive en hel dag ud af kalenderen. Derfor er vi også glade for den store opbakning, vores seminar blev mødt med,” siger Søren Ladefoged Pedersen, produktchef hos Lemvigh-Müller.
Internationale eksperter
Til seminaret havde Lemvigh-Müller allieret sig med en række internationale eksperter fra svejseteknologivirksomheden voestalpine Böhler Welding og rustfrit stål-producenten Outokumpu, som grossistvirksomheden arbejder tæt sammen med.
Martin Froulund Simonsen, Quality Manager og svejseansvarlig hos procesteknologivirksomheden Haarslev Processing Technology, er en af de fagfolk, som deltog. Han ser gerne flere lignende arrangementer i fremtiden.
”Et fagligt seminar viser mig, at jeg har valgt en samarbejdspartner, som jeg kan trække på, og som lytter til mig og aktivt går ind og hjælper med at løse de udfordringer, jeg kan komme til at stå med. På et seminar kan jeg få spørgsmål og få svar med det samme, så jeg får brugbar viden med hjem,” siger han.
Mulighed for netværkeri
Martin Froulund Simonsen sætter også pris på muligheden for at netværke med fagfæller fra andre virksomheder.
”Det giver mulighed for at udveksle praktiske erfaringer og giver mig sparring og nye indtryk, som jeg ellers ikke ville have fået,” siger han.
Deltagere vil have høj faglighed
Niels Peter Steffensen arbejder til daglig som teknisk chef hos HSM Industri, der designer, konstruerer og producerer stålkonstruktioner til blandt andet infrastruktur-, industri- og energianlæg. Han glædede sig over et seminar, hvor især et indlæg om overfladebehandling efter svejsning gav ny viden og inspiration.
”Der skal et vist teknisk niveau til, før jeg rykker ud til et arrangement, og nogle gange er jeg kørt hjem og har følt, at jeg kunne have brugt min tid bedre hjemme på kontoret,” siger han.
Tror på flere faglige seminarer
Søren Ladefoged Pedersen forudser, at Lemvigh-Müller i fremtiden yderligere vil udvikle sine aktiviteter inden for teknisk vidensformidling.
”Det er ikke længere nok blot at kunne levere produkter. Vores kunder efterspørger i stigende grad også viden, som kan bidrage til at løfte deres kompetencer og deres produktivitet. I Lemvigh-Müller tror vi, at produkt- og teknologividen bliver en afgørende konkurrenceparameter i fremtiden, og vi arbejder konstant på at styrke vores interne viden og opbygge alliancer med de bedste eksterne eksperter,” siger han.
Tag på seminar eller kursus hos os
Hvert år arrangerer Lemvigh-Müller cirka 200 kurser og seminarer inden for både specifikke tekniske og mere generelle vidensområder. Du kan også finde relevant viden til din hverdag i vores kursusprogram.