23948sdkhjf

Dansk energiforsker belønnes for effektelektronik

Et af dansk energiforsknings største navne kommer i eksklusivt selskab, når den internationale videnskabelige ingeniør-sammenslutning IEEE Power Electronics Society i denne uge uddeler sin særlige fortjenstpris.
Modtageren er i år professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet, som belønnes for en mangeårig og enestående indsats på området.

Prisen bliver overrakt i San Jose i Californien torsdag aften dansk tid i forbindelse med den årlige konference arrangeret af den effektelektroniske organisation IEEE Power Electronics Society. Organisationen har uddelt den årlige fortjenstpris siden 1997, og de tidligere modtagere er lutter kendte navne fra højt respekterede forskningsinstitutioner som MIT, University of Wisconsin og University of Illinois. Frede Blaabjerg er den første europæer, der modtager prisen, som udover æren består af en statuette og en check på 3.500 dollars.

Ifølge organisationens præsident, professor Deepak Divan fra det amerikanske universitet Georgia Tech, får Frede Blaabjerg prisen som anerkendelse for et utrætteligt arbejde med at fremme effektelektronikkens position i videnskabelige kredse, i industrien og i samfundet i øvrigt. Frede Blaabjerg bliver rost for at have skaffet forskningsfeltet værdifuld ekstra bevågenhed gennem sine konkrete forskningsresultater, sine mange publicerede videnskabelige artikler og sin omfattende globale foredragsvirksomhed, hvor han også har bidraget til at gøre flere ingeniører og studerende interesserede i områdets muligheder.

Et helt afgørende argument for nomineringen er hans indsats som redaktør for effektelektronikkens førende videnskabelige tidsskrift ”IEEE Transactions on Power Electronics”. Under det danske lederskab har tidsskriftet fået markant større faglig gennemslagskraft via en femdobling af den såkaldte impact-factor. Smidigere rutiner har desuden sikret, at den nyeste viden hurtigere kan komme fra laboratorierne ud til offentligheden. I gennemsnit behandles to artikler dagligt, og årligt publiceres omkring 3.000 videnskabelige sider.

Hjerteblod
I forvejen har 46-årige Frede Blaabjerg gennem sin karriere modtaget en stribe danske og internationale hædersbevisninger. Men dén, han skal til USA for at modtage i denne uge, betyder ekstra meget for ham.

- Effektelektronikken er mit hjerteblod, og jeg har gennem årene brugt rigtig meget tid på at udvikle og promovere områdets teknologier som vigtige instrumenter til at producere og spare energi. Derfor er det også noget helt særligt, når det som her bliver værdsat og hædret af de bedste af mine faglige kolleger på globalt plan, siger Frede Blaabjerg.

Udover sit virke på Aalborg Universitet har Frede Blaabjerg en stribe poster i dansk og europæisk forskning. Han er blandt andet medlem af Højteknologifondens bestyrelse, Det Strategiske Forskningsråd, Programkomitéen for Energi i EU og European Research Council. Desuden har han de seneste fire år som dekan været leder af Aalborg Universitets ingeniørfakulteter. Men efter grundige overvejelser har han for nylig bekendtgjort, at han med den nuværende dekan-kontrakts udløb til nytår ønsker at vende tilbage til energiforskningen på fuld tid.

- Det har været en svær beslutning, for fire år er kort tid i et ledelsesperspektiv. Men det er lang tid i et fagligt perspektiv, og fortjenstprisen bestyrker mig i, at det vil være fornuftigt at bruge mere af min egen energi på energiteknikken, siger Frede Blaabjerg.

Kilde: Aalborg Universitet - http://www.aau.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112