EET Europarts køber Kjaerulff1
EET Europarts opkøber aktiviteterne ”Digital” og ”Living” fra Kjaerulff1 Digital A/S.
For at sikre et optimalt fokus på fiber-divisionen, som i senere år har gennemgået en betydelig vækst, har selskabet af strategiske årsager valgt at frasælge aktiviteterne inden for ”Digital” og ”Living”. Disse to divisioner udvikler og afsætter udstyr og tilbehør inden for audio/video, herunder digitale tv modtagere, CA moduler, antenner, LNB-hoveder m.v. Herudover omfatter de overdragne aktiviteter også distributionen af en række high-end mærker, herunder Loewe produktprogrammet i Danmark og Sverige.
Overtager medarbejdere fra Kjaerulff1
I forbindelse med købet udtaler koncerndirektør i EET Europarts John Thomas:
- Vi er meget tilfredse med akkvisitionen af aktiviteterne ”Living” og ”Digital” fra Kjaeulff1 koncernen. Vi har i de seneste år arbejdet hårdt på at udvikle vores produktprogram inden for audio/video, idet vi ser en naturlig sammensmeltning mellem disse teknologier og den traditionelle IT-verden. Vi har i de senere år oplevet en stigende efterspørgsel fra vores kunder på sådanne produkter. Gennem dette opkøb kan vi nu tilbyde vores kunder et bredt udbud af kvalitetsprodukter samt et stærkt team til at supportere vores kunder, idet vi overtager en lang række dygtige medarbejdere fra Kjaerulff1.
Vil koncentrere sig om fiberområdet
Kjaerulff1 har primært solgt via selskaber i Danmark, Norge, Sverige og Polen. EET Europarts koncernen vil i de kommende måneder introducere de overtagne distributionsaktiviteter i den resterende del af koncernens selskaber i Europa og Afrika.
Koncerndirektør Peter Lund fra Kjaerulff1 Digital A/S er meget tilfreds med at have frasolgt divisionerne ”Digital” og ”Living”, således at man i fremtiden kan koncentrere ressourcerne inden for det meget spændende og hastigt voksende fiberområde, hvor man via selskabet Icotera A/S er en betydelig og innovativ aktør på markedet for gateways, smart home produkter og ydelser til det europæiske fibermarked.
- Jeg er meget tilfreds med, at have fundet den helt rigtige ejer til en del af selskabets traditionelle distributionsaktiviteter. EET Europarts har et unikt og meget effektivt distributionssystem, der kombineret med de stærke produkt- og salgskompetencer fra vores medarbejdere kan skabe betydelig vækst. Det giver os samtidig mulighed for at fokusere ressourcerne på fiber- og smart home produkter hvor vi de senere år har haft stor succes og ser et betydeligt vækst potentiale. Derfor er denne løsning den helt rigtige løsning for både EET Europarts og for Kjaerulff1 koncernen, siger koncerndirektør Peter Lund.
Aktiviteter skal udvikles
EET Europarts er en af Europas ledende distributører af IT- og forbruger elektronik og har aktiviteter og selskaber i 21 lande. Selskabet har hovedsæde i Birkerød i Danmark, beskæftiger knap 400 medarbejdere, omsætter for 1.4 milliarder kroner og realiserede sidste år et driftsoverskud (EBITA) på 106 millioner kroner.
EET Europarts har kun meget begrænsede aktiviteter indenfor de overførte aktiviteter. Derfor er det forventningen, at aktiviteter og brands kan udvikles og vokse betydeligt i EET Europarts regi.