23948sdkhjf

Nu leaser de store virksomheder også

De store og børsnoterede selskaber er hoppet med på leasingbølgen som en konsekvens af den økonomiske smalhals.
Leasing af maskiner, biler og andet produktionsudstyr til den daglige drift er ikke længere forbeholdt de små og nystartede virksomheder.

Faktisk er flere af landets allerstørste virksomheder begyndt at lease frem for at købe som en reaktion på de sidste fem års økonomiske usikkerhed, lyder det fra de kilder, Electronic Supply har været i kontakt med.

- Vi har klart oplevet en tilgang af større virksomheder, der er begyndt at lease. For cirka to år siden opgjorde vi, at cirka 20 procent af vores samlede kundemasse bestod af offentlige og børsnoterede selskaber. Dem havde vi ikke set meget til som kunder før 2008, siger Michel Goldin, der har mange års erfaring med leasing og finansiering, og som i dag er den ene af to partnere i Focus leasing.

Focus leasing tæller i dag mindst fem af virksomhederne fra C20-indekset som kunder, og det kommer bag på Michel Goldin, som kalder udviklingen for ”bemærkelsesværdig”.

- Til gengæld er det så blevet sværere for små og nystartede selskaber at lease, fordi vi afviser dem på grund af spinkel økonomi. Derfor har vi en betydelig lavere omsætning nu, end vi havde førhen. Men man kan sige, at "kvaliteten" af kunderne er styrket, siger han.

Husk at læse kontrakten
Ønsker man som virksomhed at lease, er der flere faldgruber, man skal holde sig for øje. For eksempel forpligter man sig ofte til at betale for et leaset produkt i en fastlagt periode på eksempelvis to eller tre år.

- Det betyder, at især håndværksvirksomheder og andre konjunkturfølsomme brancher skal tænke sig rigtig godt om, når de overvejer langvarige leasingaftaler. Rammer krisen pludseligt, er det relativt nemt at skille sig af med ti mand, men det er straks sværere eller i hvert fald dyrt med leasingbilerne, siger advokat Erik Matthiesen fra Advodan Helsingør med speciale i blandt andet lejeret.

Han opfordrer derfor alle virksomheder til at studere kontrakten grundigt, før en aftale om leasing indgås.

- Det er altid vigtigt at læse en aftale igennem, inden man skriver under. Men det er særligt vigtigt med leasingkontrakter, da aftalerne til forskel fra almindelige køb ikke er underlagt købeloven eller andre generelle regler, der beskytter leasingtageren. Det betyder blandt andet, at aftale om finansiel leasing ikke automatisk kan ophæves på trods af væsentlige fejl og mangler ved produktet. Selv aftaler med meget byrdefulde vilkår kan være stort set umulige at komme ud af, forklarer Erik Matthiesen.

Fakta om leasing
Der findes to forskellige former for leasing. Den ene kaldes for operationel leasing, mens den anden form hedder finansiel leasing.
Operationel leasing er kortvarige lejemål på nogle få uger eller måneder, som er rettet mod helt særlige aktiviteter.
Finansiel leasing er et langfristet lejemål, som består af en på forhånd defineret løbetid, hvorefter leverandøren normalvis tilbagetager leasingaktivet.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079