Analyse: Flere penge i elektronikmontage
Indtjeningen er forbedret hos den del af elektronikindustrien, der arbejder med elektronikmontage, viser Electronic Supplys regnskabsgennemgang af over 30 virksomheder.
Electronic Supply har gennemgået de sidste to års regnskaber fra Danmarks 32 førende elektronikmontage-virksomheder, og resultatet er opløftende.
20 af de 32 virksomheder – svarende til 62,5 procent – kom nemlig ud af 2011 med et bedre resultat end i det foregående regnskabsår.
Samlet fremgang på over 100 procent
Undersøgelsens store topscorer er BB Electronics, som forbedrede resultatet fra 5 mio. kr. i 2010 til 30 mio. kr. sidste regnskabsår og derfor er stærkt medvirkende til den samlede fremgang blandt virksomhederne på 124 procent.
Antallet af virksomheder med røde tal på bundlinjen er reduceret fra otte i 2010 til seks i 2011, og selv uden Horsens-virksomheden er der tale om en samlet stigning for de øvrige virksomheder på 63 procent.
Fakta: Undersøgelsen kort fortalt
• Omfatter 32 virksomheder, der arbejder med elektronikmontage i Danmark
• 26 af virksomhederne havde overskud i 2011 mod 24 i 2010
• 20 af virksomhederne kunne fremvise en fremgang i resultatet fra 2010 til 2011
• Det samlede overskud steg fra 2010 til 2011 med 124 procent for de 32 virksomheder
• Fraregnet BB Electronics steg det samlede overskud med 63 procent

23 af de 32 undersøgte virksomheder evaluerer på årets regnskab under ledelsesberetningen med det resultat, at 17 erklærer sig ”tilfredse” eller ”meget tilfredse”, mens kun seks virksomheder i større eller mindre udstrækning er utilfredse med resultatet.