HPI-ejer dropper militærsatsning
Manglende kompetencer er den primære årsag til, at HPI Electronics dropper planen om at blive underleverandør til forsvarsindustrien.
- Vi har haft intentioner om et tiltag over for forsvarsindustrien, men det er vi gået ud af igen. Vi har ganske enkelt ikke kompetencerne til det, lyder konklusionen fra milliardæren, som har aktiemajoriteten i HPI Electronics gennem selskabet Dansk Synergi A/S.
Kvalitet skal besejre asiatiske konkurrenter
Det Erik Skjærbæk-ejede Dansk Synergi A/S overtog i februar aktiemajoriteten i HPI Electronics, som ved den lejlighed fremlagde en række visioner for fremtidig vækst.
- De store forsvarskontrakter, som HPI har landet de seneste år, har tydeligt vist, at der er behov for et stort kapitalberedskab for med succes at gennemføre denne type kontrakter, hvilket under finanskrisen har været vanskeligt. Der er mange aktiviteter indenfor denne industri, som fremadrettet vil blive et af kerne-kompetenceområderne og et indsatsområde, skrev HPI Electronics dengang blandt andet i en officiel meddelelse.
Det fremgår ikke, hvor HPI Electronics i stedet vil koncentrere ressourcerne, men Erik Skjærbæk lægger dog ikke skjul på, at der i alle henseender skal være fokus på kvaliteten som et parameter, der kan trumfe de ofte billigere asiatiske konkurrenter.