Rigmand overtager HPI Electronics
Milliardæren Erik Skjærbæk har opkøbt 80 % af aktierne i den nordvestsjællandske elektronikproducent.
- HPI Electronics er en yderst interessant virksomhed, som er i stand til at konkurrere med produktionsvirksomheder i Asien på grund af en omfattende automatisering. HPI Electronics
har militærkontrakter med forsvaret i blandt andet England og Norge, men vi har nu store planer
om, at ekspandere kraftigt, udtaler Martin Rambusch og nævner det amerikanske militær som en kunde man meget gerne vil vinde.
Flere opkøb i sigte
Netop det militære marked er det helt centrale element i overtagelsen. For ud over HPI Electronics sigter Skjærbæk-selskabet mod at overtage en række andre danske virksomheder og skabe en samlet og stærk underleverandør til forsvarsindustrien.
Ifølge Martin Rambusch har man allerede nu kig på flere andre virksomheder, og det er planen, at HPI Electronics skal være en central spiller i den kommende super-underleverandør, idet Holbæk-virksomheden skal levere elektronikprodukter til de andre virksomheder.
HPI Electronics’ nuværende direktør Gert Nielsen beholder de resterende 20 % af aktierne i selskabet. Han ser det som en ubetinget fordel, at der nu er kommet en kapitalstærk ejer ind i selskabet. På den måde bliver det lettere at ekspandere og at målrette sig det militære marked.