23948sdkhjf

William Demant udvider direktionen

Høreapparatfirmaet har ansat René Schneider i en nyoprettet stilling som finansdirektør og forfremmet Søren Nielsen til viceadministrerende direktør.
René Schneider er ny finansdirektør, CFO, hos William Demant Holding, som samtidig forfremmer Søren Nielsen til viceadministrerende direktør, COO. De indtræder begge i direktionen i William Demant, der ledes af administrerende direktør Niels Jacobsen. Det oplyser William Demant Holding i en selskabsmeddelelse.

Firmaets mand
René Schneider kommer fra en stilling som CFO i Auriga Industries, hvor han har været siden 2013. Han har en baggrund fra NNIT, Novo Nordisk og NeuroSearch.

- René Schneider får det overordnede ansvar for gennemførelsen af koncernens allerede igangsatte forandrings- og effektiviseringsprojekter inden for Shared Services, som fx IT, Finance og Administration samt Operations og Supply Chain, siger Niels Jacobsen, adm. direktør for William Demant.

Økonomidirektør Stefan Ingildsen fortsætter i sit nuværende job som ansvarlig for finans og investor relations m.v. indtil den 1. september 2015, hvor René Schneider tiltræder som CFO.

Oticon‐chef bliver viceadministrerende direktør
Søren Nielsen har været ansat i William Demant siden 1995. I de to årtier har han arbejdet inden for en række forskellige områder i koncernen og siden 2008 været adm. direktør for Willian Demants høreapparatforretning, Oticon A/S.

- Søren Nielsen vil fortsætte med at have ansvaret for hele vores wholesale-høreapparatforretning. Herudover bliver en af hans vigtigste opgaver at sikre realiseringen af synergier på tværs af alle vores forretningsaktiviteter, siger Niels Jacobsen.

Vækstambition bag udvidelse af direktionen
- Fra tidligere primært at være kendt for at udvikle og producere høreapparater beskæftiger vi os i dag med flere andre vigtige områder til behandling og afhjælpning af høretab. I et marked under forandring, med øgede investeringer og stigende kompleksitet, udvider vi nu direktionen for at understøtte vores ambition om at blive global markedsleder inden for hearing healthcare, siger bestyrelsesformand, Lars Nørby Johansen.

- Vi ser blandt andet betydeligt vækstpotentiale inden for implantater og benforankrede høresystemer. Samtidig vokser vores eksisterende høreapparat- og diagnostikforretning i et marked med øget konkurrence.

Med opkøbet af Audika vil koncernen ved udgangen af året nå en omsætning omregnet til helårsniveau på ca. DKK 11 mia. Antallet af medarbejdere vil som følge af dette runde 11.000. Fortsatte, betydelige investeringer i Oticon Medical forventes at føre til en væsentlig udvidelse af forretningen i de kommende år.

Ledelsesgruppen i William Demant vil herefter bestå af i alt seks personer. Ud over direktionen er det Arne Boye Nielsen (Diagnostics), Niels Wagner (Retail) og Svend Thomsen (Finance).
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078