LED-Fabrikken konkurs
Den fynske distributør og designer af LED-løsninger, LED-Fabrikken, er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Odense.
På daværende tidspunkt var alle ansættelsesforhold ophørt eller opsagt, oplyser kurator i sagen, advokat Anders Hammer Hansen fra advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund, til Electronic Supply og uddyber, at konkursbegæringen kom fra lønmodtagersiden:
- Konkursbegæringen blev indgivet af en fagforening på vegne af et lønmodtagerkrav, der ikke kunne honoreres, siger Anders Hammer Hansen.
Firmaet, som havde adresse i Tommerup på Fyn, designede og distribuerede avanceret LED-belysning til B2B segmentet.
Eksperthjælp før konkursen
Konkurserklæringen er kommet efter, at firmaets ledelse har undersøgt aktiverne.
- Virksomheden har forud for konkursen haft rekvireret assistance hos Dansk Rekonstruktion, der på vegne af virksomheden har foretaget vurdering af virksomhedens aktiver, hvorefter virksomhedens aktiver er blevet overdraget til Nem-Led Erhverv ApS ultimo marts 2015, siger kurator.
Umiddelbart efter overdragelsen er firmanavnet ændret til LED af 30.3.2015 A/S, som det også var, da skifteretten modtog konkursbegæringen.
Stort underskud forud for konkursen
LED-Fabrikken A/S’ sidste offentliggjorte årsrapport dækker 2013/2014. Heri fremgår det blandt andet, at firmaets resultat før skat var et underskud på -3,65 mio. kr.
I årsrapporten tager selskabets revisor også en række forbehold. Blandt andet fremgår det, at der ikke er modtaget tilstrækkeligt revisionsbevis for, at selskabet har de nødvendige kreditfaciliteter til at videreføre driften.