Dynaudio solgt til kinesere
Højttalerproducenten fra Skanderborg er blevet solgt til den store kinesiske elektronikvirksomhed Goertek.
Det skriver Dynaudio i en pressemeddelelse.
Dynaudios administrerende direktør Lars Prisak siger i den forbindelse, at overtagelsen ses som en fantastisk mulighed for at kunne videreudvikle selskabet under et professionelt industrielt ejerskab.
- Det her er en unik mulighed for Dynaudio. Vi har udviklet og produceret verdens bedste højttalere i mange år. Med rødder i vores stærke DNA og kultur ser jeg frem til at udvikle og lancere Dynaudio version 2.0 – vi er allerede godt på vej med lanceringen af nye teknologiske platforme og med vores nye ejere vil vi få helt nye muligheder. Ambitionen er klar: Dynaudio vil udvikle og levere verdens bedste lydsystemer til lydstudier, hjem og biler, siger Lars Prisak.
Produktionen og produktudviklingen vil fortsat være baseret i Skanderborg, skriver Dynaudio i pressemeddelelsen.
Stifter fortsætter i virksomheden
Dynaudios stifter og storaktionær, Wilfried Ehrenholz, som grundlagde højttalerproducenten for over 30 år siden, fortsætter som minoritetsaktionær og som bestyrelsesmedlem i selskabet.
Administrerende direktør Lars Prisak og bestyrelsesformand Johannes Bogh fortsætter i henholdsvis direktion og bestyrelse, begge med en mindre aktiepost.
GoerTek Inc., et internationalt elektronikselskab, som er hjemmehørende i Weifang og børsnoteret på Shenzhen Stock Exchange i Kina. Virksomhedens fokusområder ligger indenfor elektro-akustiske komponenter og forbruger-elektronik såsom smartphones og udstyr til gaming/spil.
- Vi ser rigtig gode muligheder i en videreudvikling af Dynaudios unikke internationale brand image sammen med vor egen omfattende teknologiske know-how, siger Dynaudios nye bestyrelsesformand og hovedaktionær, Bryan Liang, i pressemeddelelsen.
På Dynadios hjemmeside fremgår det, at virksomheden eksporterer til 80 lande rundt i verden og har i dag cirka 350 ansatte. Udvikling og produktion foregår i Skanderborg, hvor Dynaudio i samarbejde med VW også udvikler lydsystemer. Virksomheden har også sin egen kabinetfabrik i Vejle.