23948sdkhjf

HP Elektronik-montage i ny millioninvestering

Et skifte fra varm luft til damp skal være med til at holde Ballerup-virksomheden kørende i vækstsporet.
Fire års uafbrudt fremgang på både top- og bundlinje får ikke HP Elektronik-montage til at lette foden fra gaspedalen. Tværtimod har den sjællandske elektronikvirksomhed netop investeret i omegnen af halvanden millioner kroner i en ny maskine, som erstatter den varme luft i lodningen med damp.

- Vi har købt en vapour phase-ovn, som både sikrer en mere ensartet lodning af en højere kvalitet og samtidig letter det daglige arbejde, fordi den kræver mindre indkøring, siger adm. direktør Thor Mønsted, som forventer at tage den nye maskine i brug i løbet af en måned eller to.

Investeringen tjener som et godt symbol på, at de seneste års fremgang ikke har fået HP Elektronik-montage til at hvile på laurbærrene. Og ud fra samme princip glæder Thor Mønsted sig over, at virksomheden atter er nomineret til titlen som landets bedste prototype-montagevirksomhed i form af Den Gyldne Loddekolbe, som HP Elektronik-montage netop selv vandt sidste år.

- For det første er det rigtig sjovt både at vinde og være nomineret, da det selvfølgelig er en anerkendelse af det store stykke arbejde, vores medarbejdere udfører. Og for det andet er det da noget, der skaber opmærksomhed blandt både nye og nuværende kunder, som ofte lige nævner, at de har set, vi har vundet prisen, siger Thor Mønsted, som overtog direktørposten i februar 2012 efter at have bestredet rollen som produktionsleder i virksomheden.

”Det hele blev lidt rodet”
Thor Mønsted tør ikke sætte tal på, hvad titlen som årets bedst EMS’er i 2013 har betydet for HP Elektronik-montage, men han tør dog godt allerede nu konstatere, at de seneste års omsætningsvækst ser ud til at fortsætter med det indeværende regnskabsår.

Netop væksten var ellers ved at tage livet af HP Elektronik-montage for få år siden , men ifølge direktøren har man taget ved lære af oplevelserne og gennemgået de interne processer, så virksomheden i dag er bedre rustet.

- For et par år siden var vi måske ikke helt gearet til at modtage en stor mængde af nye opgaver, uden det hele blev lidt rodet. Vi har derfor arbejdet en del på netop strukturering af de interne processer de sidste 2-2½ år, hvor der er kommet mere fokus på, hvem der gør hvad i det samlede forløb. Vi har opbygget en kultur, hvor samarbejde vægter endnu højere end tidligere, og hvor folk er blevet bedre til selv at tage action på tingene, når det kræves, forklarer Thor Mønsted.

Han betegner processen som selvlært, da virksomheden ikke har gjort brug af hverken eksterne konsulenter eller fastlagte filosofier.

- Nej, det har mere handlet om at bygge den rette kultur op på sund fornuft. Når man beskæftiger sig med det, vi gør, skal man først og fremmest starte indefra, så man har styr på sine egne ting. Man skal sikre sig, at man har en velsmurt maskine, før man begynder at køre stærkt, lyder direktørens bud på den succesopskrift, HP Elektronik-montage har brugt de seneste år.

Læs også: J-EMS dropper hierarkiet

De tre øvrige nominerede EMS’er til ”Den Gyldne Loddekolbe 2014” er ETK, GPV Electronics og J-EMS. Prisen overrækkes den 3. september på elektronikmessen E-14 i Odense Congress Center.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063