23948sdkhjf

Krisen har gjort Blue Line skarpere

KRISEKNUSER: Siden 2008 har Aarhus-virksomheden Blue Line formået at fordoble sin omsætning og tredoble overskuddet.
Niels Pedersen synes egentlig, det er forkert at blive ved med at kalde perioden siden 2008 for en krise. Han er direktør og partner hos Blue Line, som arbejder med industri-computere, robuste mobile computere og digital skiltning.

- Jeg ved godt, at mange i elektronikbranchen har haft det svært. Men jeg synes, det er lidt forkert, at man bliver ved med at kalde det en krise. Markedet er bare kommet på et andet niveau, og det er en ny virkelighed, vi har måttet tilpasse os, siger Niels Pedersen.

Ser man på Blue Lines regnskab, kan der ikke herske tvivl om, at Århus-virksomheden har formået at tilpasse sig denne virkelighed. Resultatet før skat er i perioden 2008-2012 mere end tredoblet fra 1,3 mio. kr. til 4,7 mio. kr. I samme periode er bruttofortjenesten fordoblet fra 6,7 mio. kr. til 13,5 mio. kr.

Bedre dialog med kunderne
Ifølge Niels Pedersen har den såkaldte krise hjulpet virksomheden til at blive skarpere.

- Der opstod en øget bevidsthed om at skabe værdi for kunderne og hjælpe dem med at spare omkostninger. Vi blev nødt til at være helt skarpe på, hvad kunderne fik ud af at handle med lige netop os, siger han.

Desuden har en af Blue Lines styrker ifølge direktøren været, at virksomheden fra begyndelsen af krisen var god til at gå i dialog med kunderne og tilpasse sig deres behov.

- Den største udfordring siden 2008 har været, at alle var i defensiven. Underleverandørerne købte ikke særlig meget ind, så det var svært at levere efter kundens behov. På den måde fastholdt markedet sig selv i en tilstand med lav vækst. Men der var vi gode til at tage dialogen med både kunder og leverandører og planlægge forud. Vi sørgede altid for at tage en snak med alle parter om, hvad der kunne lade sig gøre.

Tvivl om retningen
Trods den betydelige fremgang siden 2008 forsikrer Niels Pedersen, at Blue Line ligesom alle andre virksomheder i branchen havde tilpasningsvanskeligheder i begyndelsen af finanskrisen.

- Selvfølgelig har vi alle skullet forholde os til, om vi kunne forvente samme omsætning, og vi skulle kigge på vores omkostninger. Vi havde da lige i ’08 og ’09 tvivl om retningen på det hele. Der var nogle måneder, hvor der ikke kom lige så mange ordrer i bogen, som der plejede, og vores budget var mindre. Vi sagde også farvel til to medarbejdere. Men der gik ikke mere end 6-9 måneder, så var de tilbage, og derefter endte vi med næsten at fordoble medarbejderantallet i den periode fra otte til tolv.

Blue Lines mål er endnu en fordobling af omsætningen i årene 2012-2016.

Fakta: Blue Line
Blue Line har siden 1986 fokuseret på tre forretningsområder: Industri-computere og Display, Rugged Mobile Computers og Digital Skiltning.


Kriseknuserne
Electronic Supply og de øvrige brancheportaler under Industry Supply Danmark sætter i denne uge fokus på virksomheder, der har formået at knuse krisen ved at levere positive resultater i en svær tid. Redaktionen har udvalgt tre virksomheder pr. portal blandt de indsendte forslag og kårer en samlet vinder som ”Kriseknuser 2013” på tværs af Industry Supplys portaler i starten af næste uge.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069