23948sdkhjf

Rekordstort mobil-projekt skudt i gang i Aalborg

Lokale politikere og topfolk fra de medvirkende virksomheder og Højteknologifonden markerede fredag starten på et af fondens største projekter nogensinde.
I alt har Højteknologifonden bevilget 45 mio. kr. til projektet , hvor Aalborg Universitet i samarbejde med Infinion og Agilent skal skabe fremtidens 4G-mobiltelefonplatform. Fredag blev projektet officielt skudt i gang, og med blandt tilhørerne var Aalborgs borgmester Henning G. Jensen, formand for Region Nordjylland Ulla Astman, formand for Højteknologifonden Jørgen Mads Clausen, direktør for Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen samt topfolk fra de tre projektpartnere.

- Man skal være med i alle generationer af mobilteknologien. Vi skal skabe en teknologi, der hurtigt kan omdannes til produkter. Vi kan ikke konkurrere på løn og arbejdskraft, og derfor er det nødvendigt, at vi har den slags teknologiprojekter, indledte Per Hartmann Christensen administrerende direktør i Infinions danske afdeling.

Også projektpartneren Agilent lagde vægt på det teknologiske tigerspring, projektet forventes at kunne give mobiltelefonindustrien.

- Vi har lyst til at lave den telefon, der skal ligge under juletræet i 2013, og det kan også skabe flere job. Vi skal bygge næste generations platform, og vi skal være hurtigere end de andre. Det gør vi ved at samarbejde og gøre det smartere. Det bliver hårdt, men det bliver også sjovt, sagde Geir Gåsland, der er direktør for Agilent i Danmark.

Direktør for Højteknologifonden Carsten Orth Gaarn-Larsen lagde også vægt på, at det er samarbejdet, der bliver afgørende for projektets succes.

- Grunden til at vi støtter dette projekt er fordi, det er et af de bedste projekter, vi har set. Kunsten bliver at samarbejde. Det er et team, der skal i gang på tværs af skel, og der er en kæmpe opgave i at holde sammen på tropperne, forklarede han og tilføjede, at der dog er store forventninger til projektets succes:

- Når man tager verdens største udvikler af chips, en førende virksomhed inden for test og en videnklynge, så er der lagt i kakkelovnen til noget godt

De to lokale politikere lagde stor vægt på, at tildelingen af projektmidlerne er et klart bevis på, at den nordjyske IKT-klynge lever i bedste velgående på trods af tab af virksomheder som Motorola og Texas Instruments inden for det seneste år.

- Det her er en stor cadeau til Nordjylland, vores universitet og vores IKT-klynge. Det er en glæde at se, at vi kan tiltrække store projekter, og det er et udtryk for, at man på nationalt plan anerkender den teknologi og kompetence, der er til stede i Nordjylland, sagde regionsrådsformand Ulla Astmann.

Som et led i projektet har Agilent valgt at etablere en ny udviklingsafdeling i Aalborg, og denne blev ved samme lejlighed officielt åbnet af Aalborgs borgmester Henning G. Jensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093