Danskere forvandler butiksrude til tv-skærm
For øjeblikket er en gruppe forskere ved Center for Avanceret Visualisering og Interaktion på Århus Universitet ved at teste en ny teknik, der kan forvandle en ganske almindelig butiksrude til en tv-skærm.
Glasset er forsynet med smalle lameller af elektromagnetisk folie, der ved hjælp af en elektrisk strøm kan skifte fra mat til gennemsigtigt. En computer og et kamera registrerer herefter, når nogen nærmer sig ruden og reagerer ud fra det.
Forskerne regner med, at man blandt andet vil kunne bruge en projektor i forbindelse med de højteknologiske vinduer for herigennem at kunne vise levende billeder og dermed skabe et mere levende udstillingsvindue.