GN Store Nord-regnskab: Et begivenhedsrigt år
Torsdag satte GN Store Nord punktum for et vanskeligt år, da man fremlagde regnskab for 2007. Det mislykkede salg af ReSound forventes også at påvirke indeværende regnskabsår.
Både i GN ReSound og GN Netcom oplevede man faldende omsætning og faldende driftsresultat.
- Nedgangen i forretningsaktiviteterne er naturligvis stærkt utilfredsstillende. GN Netcom fokuserede på omstrukturering af hele forretningen i stedet for på vækst, hvor især Mobile headset oplevede et markant omsætningsfald, der hovedsageligt skyldtes en kraftig nedgang i antallet af solgte headset til en større mobiltelefonproducent. På grund af salgsprocessen var situationen det meste af året usikker for GN ReSound, og den langstrakte salgsproces medførte faldende omsætning i tredje og fjerde kvartal 2007, skriver virksomheden i sin årsrapport.
I 2008 regner ledelsen med, at GN Netcom atter vil opleve vækst. I alt regner man med en omsætning på 2,8 mia. kr. og et driftsresultat eksklusive engangsomkostninger på 125-175 mio. kr. for datterselskabet. I alt regner man med en organisk vækst på 5 %.
Lidt vanskeligere ser det ud i GN ReSound, hvor det mislykkede salg til Sonova stadig forventes at præge udviklingen. Her regner man med en flad organisk vækst. Omsætningen forventes at ende på 3 mia. kr., og driftsresultat eksklusive engangsomkostninger på 250-300 mio. kr.
- Således forventes et samlet EBITA for GN eksklusive engangsomkostninger på ca. 350-450 mio. kr., og på ca. 275-375 mio. kr. inklusive engangsomkostninger, skriver virksomheden.
Kilde: Københavns Fondsbørs